fangst
WWF forundret over lomvie-beslutning
Verdensnaturfonden WWF er uforstående over, at Naalakkersuisut trodser kritikken og udvider forårsjagten på lomvier
Naalakkersuisut holder fast i forårsjagten på lomvier. Det kan man se i en paragraf 37-svar til Naaja Nathanielsen, løsgænger, som endnu ikke er blevet offentliggjort.
Og beslutningen sker på trods af stor kritik, for både Naturinstituttet (Pinngortitaleriffik), Kommuneqarfik Sermersooq, fugleforeningen Timmiaq og WWF Verdensnaturfonden har krævet en totalfredning på lomvier i ti år.
Læs: Indskærper forbud mod jagt på lomvier
Gambler med overlevelsen
WWF’s biolog i Nuuk, Kaare Winther Hansen, er bekymret over Naalakkersuisuts beslutning.
- Det er jo langt fra godt nok, når de stadig ligger milevidt fra de biologiske anbefalinger. Forårsjagt betyder, at man skyder de lomvier, der har overlevet vinteren og skulle have ynglet på de grønlandske fjelde. Naalakkersuisut fortsætter altså med at gamble med de grønlandske lomviers overlevelse, siger han i en pressemeddelelse.
Læs: Ingen planer om at totalfrede lomvier
Kritiserer lukkethed
Han fremhæver, at man i WWF ikke er imod, at lokalbefolkningerne i Nordgrønland skyder fugle.
- Tværtimod. Vi er optagede af, at spisekammeret ikke løber tør. For hvis det først sker, er der intet der tyder på, at det bliver fyldt op igen, siger Kaare Winther Hansen.
Læs: WWF: Næste generation får ikke lomvie på tallerkenen
WWF mener desuden, det er stærkt kritisabelt, at høringssvarene til fuglebekendtgørelsen endnu ikke er gjort tilgængelige for offentligheden.
- Vi har været nødt til at bede om aktindsigt to gange for at få lov til at se høringssvarene. I et spørgsmål, der er så relevant for offentligheden, er det ikke klædeligt med den lukkethed, vi her har oplevet, lyder det fra Kaare Winther Hansen.
Læs: Forbudt at indsamle æg fra lomvier