Vil sparke afgiftsnedsættelser til hjørne
Naalakkersuisut kalder forslaget om at nedsætte en række afgifter interessant men anbefaler at eventuelle afgiftsnedsættelser behandles i forbindelse med en større skattereform.
Partiformand for Demokraatit, Jens-Frederik Nielsen, har fremsat en række forslag om afgiftsnedsættelser, som skal behandles i Inatsisartut torsdag.
Han vil gerne have afgifterne på dagligvare som kaffe, the og kød afskaffet. Derudover vil han også have tilbagerullet en afgiftsstigning fra 2019 på sukker, lakrids og chokolade m.v.
I alt vil forslagene koste Landskassen omkring 30 millioner kroner om året, og partiformanden for foreslået, at pengene findes findes ved at lave en generel besparelse på 1 procent af alle drifts- og tilskudsbevillinger på finansloven, svarende til 56 mio. kr.
Den model er naalakkersuisoq for finanser dog ikke umiddelbart begejstret for:
Bør behandles i sammenhæng med større reform
- Naalakkersuisut finder det dog ikke muligt at gennemføre en generel besparelse, uden forudgående undersøgelser og afdækning af konsekvenserne heraf. Eksempelvis kan der foreligge hovedkonti, hvor selvstyret har påtaget sig kontraktslige forpligtelser.
- Desuden vil en sådan besparelse ikke alene omfatte Selvstyrets centraladministration, men tillige alle underliggende institutioner og tilskud under Selvstyret, såsom sundhedsområdet og undervisningssektoren, skriver hun i sit svarnotat.
Hun kalder forslagene for interessante og henviser til, at politikerne kan kigge på spørgsmålet i sammenhæng med en planlagt skatte- og afgiftsreform, som naalakkersuisut forventer at gå i gang med i løbet af efteråret:
- Derved sikres, at konkrete forslag behandles i en sammenhæng med overvejelserne af den fremtidige skatte- og afgiftsstruktur i Grønland.