Vigtig besked forsvandt med postboksen
Fredag blev flere borgere overrasket over en flyttebil, som kom og hentede de røde postbokse i Nuuk, men Tusass beroliger borgerne med, at de kan beholde deres postboks, som dog bliver digital.
Flere borgere undrer sig over, hvorfor de røde postbokse hos Tusass i Nuuk er blevet fjernet.
Hvad skal der ske? Og hvordan får man sin post fremadrettet, hvis man plejer at bruge boksene?
Sermitsiaq.AG har først og fremmest spurgt Tusass, hvorfor kunderne ikke har fået besked. Men det har de, forklarer Susanne Kristensen, regionschef for Midt- og Sydgrønland hos Tusass.
- Det fik de i tirsdags med et brev i deres postboks. Vi medgiver, at det er alt for sent. Men der har været nogle omstændigheder, som har gjort, at den opgave ikke er blevet udført tidligere, siger hun.
Susanne Kristensen begrunder blandt andet den sene besked med, at der har været ferie i ledelsen.
Og nu er postboksene, hvor brevet blev afleveret, så revet ned.
Hvide udleveringsbokse
I brevet står der, at hvide udleveringsbokse erstatter de traditionelle røde bokse. Nye tider og færre breve er årsagen til, at Tusass har valgt at fjerne de røde. Det er lige på nær et mindre antal, som vil blive udlejet til erhvervskunder eller private med særlige behov.
Fordelen er ifølge brevet, at Tusass fremover sender en meddelelse, når et brev eller en pakke kommer til den nye digitale udleveringsboks. Det er gratis og betyder, at kunderne ikke skal gå forgæves.
Kunderne kan samtidig bibeholde deres postboksnummer, så Tusass let kan finde dem, når der er post på vej. Det er også muligt at få oplysningen tilsendt på mobil.
Sure kunder
Sussanne Kristensen forklarer, at brevene, der har ligget i de røde postbokse, er blevet registreret og vil blive lagt i de hvide udleveringsbokse, som sættes op lørdag.
Hun forklarer endnu engang, at kommunikationen har været for sen og for uklar:
- Vi har troet, at den var rigtig tydelig, men mange gode mennesker i byen har stillet relevante spørgsmål til den kommunikation, vi har lavet. Det vil vi tage med os, når vi skal implementere det i den næste by.
Regionschefen forklarer, at kunderne kan være lidt sure, når de ringer, fordi de tror, at de blandt andet har mistet deres postboksnummer.
- Men når de har snakket med os, så er de utrolig glade for det resultat, der kommer ud af det. Vi har haft en, som er mega træt af digitale løsninger, det gider han ikke, men det er en ud af 19.000 indbyggere i byen.
Ilulissat, Sisimut, Qaqortoq, Paamiut og Upernavik forventes også at gå fra røde til hvide udleveringsbokse i 2022.