- Vi skal skynde os!
Formand for Inuit Ataqatigiit, Kuupik Kleist, er bevidst om, at det strammer til for partiet. Snart skal partiet for alvor stå til regnskab over for vælgerne
- Inuit Ataqatigiits landsmøde i år er på mange måder anderledes end vores hidtidige landsmøder. Valgperioden, hvor vi har siddet i spidsen for en regering, er ved at rinde ud, og inden vi når midtvejs i dette år, skal vi have valg til samtlige folkevalgte forsamlinger i Grønland. Der ligger masser af arbejde og opgaver forude. Og vi skal skynde os!
Ordene og budskabet var ikke til at tage fejl af, da formand for Inuit Ataqatigiit, Kuupik Kleist, var på talerstolen under det igangværende IA-landsmøde i Sisimiut.
Læs "Kommentator: Et skelsættende landsmøde"
- Vi har meget, vi skal have evalueret, og meget vi skal have taget beslutning om for de kommende valgperioder. Vi skal have forberedt os til valgkampene, og netop det er noget af det vigtigste på dette landsmøde.
- Vi er klar over, at de beslutninger, der tages af Inuit Ataqatigiit under dette landsmøde, vil have mærkbare følger for hele landets og for hele befolkningens fremtid. Vi ved, at dette er vores ansvar og vores opgave. Derfor er overskriften for dette landsmøde og for vores valgkampagner ’Vores fremtid – vores ansvar’. Med dette slogan menes ikke kun Inuit Ataqatigiit - men os alle sammen i det grønlandske samfund, påpegede Kuupik Kleist fra talerstolen i kulturhuset Taseralik.
Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om IA’s landsmøde her
Mange emner berørt
Helt som forventet afslørede han ingen dato for valg til Inatsisartut.
I stedet pointerede IA-formanden, at partiets drøftelser på landsmødet bliver retningsgivende for de kommende valg til kommunalbestyrelser, bygdebestyrelser og menighedsrepræsentationer den 2. april. Og naturligvis til årets hovedret: Inatsisartut-valget, som bekendt skal afholdes senest 2. juni, når den nuværende valgperiode udløber.
Kuupik Kleist kom i sin tale også ind på 2025-planen, som er Naalakkersuisuts plan for udviklingen af samfundet mod år 2025, sæler, hvaler, Arktis, storskalaloven, råstoffernes betydning, forslag fra partiets lokalafdelinger, boligpolitik samt trafik- og infrastrukturen.
Derudover rundede IA-formanden fiskeriet, landbruget, fødevareforsyningen, økonomi, beskæftigelsesindsats, sundhed og behandling, ligesom det grønlandske folks identitet og ånd havde sneget sig ind i talen afslutningsvis.
Læs hele Kuupik Kleists tale på dansk og grønlandsk i filerne herunder: