Vi ses fredag den 13.

Formandsskabet kræver en bedre omgangstone i landstingssalen

Formandsskabet vil inden Forårssamlingen drøfte den bidske tone i landstingssalen. (Foto: Leiff Josefsen).
Offentliggjort

Inatsisartuts formand Josef Motzfeldt ringede tirsdag klokken 17.40 efterårssamlingen ud.

Sidste punkt på dagsordenen på den 27. mødedag efter åbningen den 16. september var fastsættelsen af datoerne for forårssamlingen og efterårssamlingen 2012.

Formandsskabet er øjensynligt ikke overtroisk, for forårssamlingen begynder fredag den 13. april.

Efterårssamlingen begynder som foreskrevet i forretningsordenen den 3. fredag i september, og det vil næste år sige den 21. september.

Hård tone
Siden systemskiftet i Grønland i juni 2009 er tonen i landstingssalen blevet hård – meget hård, og en vælgeranalyse i Sermitsiaq sidste jul, gennemført i samarbejde med HS Analyse, viste, at vælgerne finder de politiske debatter for hadske og for harske.

– Under efterårssamlingen har vi i formandsskabet mere end én gang drøftet den debatform og det sprogbrug, der har været anvendt i de seneste to måneder i salen, siger Josef Motzfeldt ved samlingens slutning.

– Medlemmerne ytrer under forhandlingerne forskellige holdninger, og som folkevalgte er det en af vore vigtigste forpligtelser at få holdningerne til at mødes. De forskellige holdninger ligger også i de folkevalgtes måde at ytre sig på, men nogle gange kunne der måske godt udvises større hensyn i udtryksformerne til vore folkevalgte kolleger.

– Under denne samling er jeg ikke den eneste, som bestandig modtager meningstilkendegivelser fra vore medborgere om tonen i debatterne, og selvfølgelig skal vi lytte til disse vedvarende meningstilkendegivelser og vurderinger. Vælgerne i samfundet er vore vigtigste tilsynsførende i vor udøvelse af vort arbejde; de vurderer vort arbejde, og det er dem, der som censorer i forbindelse med et valg bestemmer, om vi har bestået eksamen eller er dumpet, siger Josef Motzfeldt.

– I Formandsskabet arbejder vi til stadighed for at sikre respekten for det enkelte medlems mulighed for at ytre sine meninger, og vi drøfter, hvorledes der kan arbejdes på at begrænse de ord, der ind i mellem bliver anvendt uhensigtsmæssig.

– Det er ikke så ligetil, erkender Josef Motzfeldt, og derfor er formandsskabet blevet enig om, at en af opgaverne før forårssamlingen 2012 vil være en indgående drøftelse af omgangstonen i landstingssalen.

Formandsskabet består af Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit, Per Berthelsen, Siumut, Olga P. Berthelsen, Inuit Ataqatigiit, Finn Karlsen, Siumut, og Justus Hansen, Demokraterne.

Powered by Labrador CMS