Vellykket katastrofeøvelse
Weekendens katastrofeøvelse i Uummannaq gik efter planen. Der vil fremover være flere øvelser for at optimere indsatsen i beredskabet i tilfælde af tsunami, oplyser beredskabschef i Avannaata Kommunia.
Lørdag klokken 11.00 lød sirenerne i Uummannaq, hvor borgerne blev bedt om at møde op ved byens hal i bymidten.
Beredskabet i Avannaata Kommunia holdt nemlig katastrofeøvelse for alle borgere for et gennemgå beredskabet i tilfælde af, hvis byen rammes af en tsunami, der er værre end den, der ramte Uummannaq-fjorden i juni 2017.
- Jeg vil vurdere katastrofeøvelsen for vellykket. Rigtig mange borgere og arbejdspladser deltog ved øvelsen. Øvelsen er sin første af slagsen, siger beredskabschef i Avannaata Kommunia, Iisaaq Pjettursson, til Sermitsiaq.AG.
Han fortæller, at der vil være flere øvelser i fremtiden, og at der er et par ting i småtingsafdelingen, der skal tilrettes for at beredskabet optimeres.
Flere øvelser i fremtiden
Tiden for evakuering af borgere er altafgørende ved en eventuel tsunami, hvis en større del af fjeldet i Karrat-fjorden skulle skride og skabe store bølger i fjordsystemet.
Fra skredet sker, til bølgerne når beboelserne, har borgere omkring en halv time til at nå højere op og væk fra havet. Ved Qaarsut kan bølgerne nå op mod 23 meter ind over land, mens Uummannaq kan opleve 14 meter høje bølger.
Tsunamivarsel er alvorlig
Beredskabschefen oplyser til Sermitsiaq.AG, at lignende øvelser allerede er gennemført i bygderne.
- Hvis vi skulle opleve en tsunami, så er det altafgørende, at vi ved, hvordan vi gør i beredskabet. Derfor skal vi fremover gennemføre flere katastrofeøvelser, og borgerne får mulighed for at øve med os, siger Iisaaq Pjettursson.
Der er endnu ikke sat en dato for næste katastrofeøvelse.