Vandkraftudvidelse i problemer: Udbud annulleres

NunaGreen oplyser, at selskabet har besluttet at annullere det igangværende udbud vedrørende udvidelsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat (Buksefjorden).

Buksefjord Vandkraftværk forsyner Nuuk med elektricitet, men der er behov for at udvide kapaciteten.
Offentliggjort

Det store anlægsprojekt med udvidelsen af vandkraftværket i Utoqqarmiut Kangerluarsunnguat - Buksefjorden er stødt ind i problemer.

Det selvstyreejede selskab NunaGreen, som skal gennemføre projektet, oplyser tirsdag, at der kun er kommet et enkelt tilbud i forbindelse med et totalentrepriseudbud.

Der var ellers tre potentielle bydere efter en prækvalifikation, men de to er altså sprunget fra.

NunaGreen har efter forhandlinger vurderet, at tilbudsniveauet reflekterede manglende konkurrence i udbudsprocessen, samt at risikobyrden på NunaGreen som bygherre var uattraktiv, lyder det fra selskabet.

Udvidelsen er tidligere blevet vurderet til at vil koste omkring tre milliarder kroner, og det bliver altså et af det største anlægsprojekter i Grønland nogensinde.

Fokus er på at begrænse forsinkelse

Ifølge NunaGreen fortsætter det forberedende arbejde med etablering af adgangsvej, og fokus er nu rettet mod at begrænse projektets samlede forsinkelse mest muligt.

Direktør Aviaaja Karlshøj Knudsen udtaler, at NunaGreen har arbejdet målrettet for, at udbuddet kunne føre til kontraktindgåelse og projektopstart:

- Når det ikke er lykkedes, er det vigtigt for os at tilrettelægge det videre forløb på en måde, der i højere grad understøtter konkurrence og en mere robust gennemførelse af projektet, siger Aviaaja Karlshøj Knudsen og fortsætter:

- Samtidig har vi et stærkt fokus på at afdække og håndtere risici i et anlægsprojekt af denne størrelse, så det kan realiseres på et solidt grundlag og til gavn for samfundet.

NunaGreen forventer at kunne melde nærmere ud om den videre proces for projektets gennemførelse inden sommeren.

Powered by Labrador CMS