Væresteder i fem byer åbner denne måned
Alle kommuner får et værested for børn og unge under 18 år i oktober. Værestedet skal være et tilbud for børn og unge, der har behov for et tilflugtssted om aftenen og natten i weekender omkring lønudbetaling.
Børn og unge under 18 år, som har behov for et tilflugtssted om aftenen og natten i weekender omkring lønudbetaling, vil kunne få tilbudt et værested fra oktober. De bemandede væresteder vil tilbyde omsorg, en ansvarlig voksen at tale med, måltider og overnatningsmuligheder.
Det meddeler departementet for sociale anliggender i en pressemeddelelse.
Værestederne er på forsøgsbasis, og hver kommune skal etablere et værested, så der i alt er fem væresteder i landet.
- Ingen børn og unge skal strejfe rundt på gaden, fordi de er utrygge derhjemme. Derfor er etableringen af børneværesteder i kommunerne vigtig. Jeg er meget glad for, at vi med initiativet også viser vores børn og unge, at deres stemme er vigtig, og at vi lytter til dem, udtaler Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie og Justitsområdet, Martha Abelsen.
En rapport, som er udarbejdet af det grønlandsk-danske tværgående samarbejdsgruppe om at styrke indsatsen for udsatte børn og unge i Grønland viser tydeligt, at børn ønsker væresteder.
En i hver kommune
Det er allerede besluttet, at der etableres ét værested for hver kommune.
Kommune Qeqertalik har allerede besluttet, at værestedet ”Alleq” skal være i Aasiaat.
Kommune Qeqertalik oplyste på sin dagsorden til et kommunalbestyrelsesmøde i torsdags, at Naalakkersuisut har besluttet, at værestedet skal stå klar til rådighed for børn, senest den første weekend i oktober.
- Alt for mange udsatte børn og unge kan ende i en situation, hvor der ikke er en voksen til at tage vare på dem, eller hvor de ikke kan opholde sig hjemme. Især i aften- og nattetimerne er børn og unge sårbare og i risiko for at blive udsat for seksuelle krænkelser, misrøgt ved forældres druk eller omsorgssvigt på anden vis, lyder det fra departementet for sociale anliggender.
Børneværestederne drives af kommunerne som en forsøgsordning, der varer fra oktober 2020 til december 2023. Der kræves ingen visitation eller forudgående kontakt med kommunen for at komme på værestedet.
Sidste år blev der afsat 80 millioner kroner fra Danmark til hjælp for udsatte børn i Grønland.