Våbenforhandlere har betingelser for salg af våben til børn
Selvom man som 12-årig frit kan købe våben her i landet, har de våbenforhandlere Sermitsiaq.AG har talt med egne regler for, hvem de sælger våben til og, hvordan det skal foregå.
Ifølge den nuværende våbenlov her i landet må børn ned til 12 år købe sig et våben, hvis de skulle få lyst. Og det bekymrer politidirektør Bjørn Tegner Bay. Han påpeger overfor nærværende medie, at det ikker er et særsyn for politiet, at møde børn med våben, og at det kan være en farlig cocktail.
Det viser sig dog, at flere forhandlere af våben har taget stilling til den lempelige våbenlov, som for eksempel ikke sætter krav til, hvornår og under hvilke omstændigheder børn skal have lov til at bruge skydevåben.
De våbenforhandlere Sermitsiaq.AG har talt med siger samstemmende, at de har egne betingelser for salg af våben til børn fra 12 til 18 år, selvom det grundlæggende er helt lovligt.
Orsiivik i Nuuk: Forældre skal med hvis konfirmander skal købe våben
Rasmus Nilsson der er chefforhandler af våben i Orsiivik, Nuuk, understreger overfor Sermitsiaq.AG, at de under ingen omstændigheder vil sælge våben til børn uden forældrenes deltagelse:
- At sælge våben til børn uden forældres opsyn? Det kommer ikke til at ske hos os. Vi er meget opmærksomme på, hvem vi sælger våben til. Vi taler med kunden om, hvad formålet er med købet, især når det gælder for unge under 18 år.
- Det kan eksempelvis være konfirmander, der for første gang skal erhverve sig et jagtvåben. Vi taler med den unge og dennes forældre om sikkerhedshensyn ved brug og under opbevaring, når man har et skydevåben. Det er et ufravigeligt krav fra os, at alle under 18 år skal være sammen med deres forældre, hvis de skal købe våben hos os, fortæller Rasmus Nilsson.
Tankeeraq i Ilulissat: Ingen under 18 år får lov til at købe våben
Tankeeraq i Ilulissat har de samme regler som Orsiivik. Nico Thomsen fortæller overfor Sermitsiaq.AG at sikkerhed er noget som Tankeeraq tager meget alvorligt:
- Selvom der er en meget lempelig lovgivning på området, sørger vi altid for at sikkerheden kommer først. Vi sælger ikke våben til folk, der er under 18 år, og hvis der er unge der endnu ikke er fyldt 18 år, er det ufravigelig krav at deres forældre er med, når den unge vil købe våben af os.