Uummannaq: Vand kan give hudgener

På grund af olieforurening bør vandet i Uummannaq ikke bruges til personlig hygiejne. Dog må man godt vaske hænder efter man har været på toilet.

Offentliggjort

Uummannaq Politi oplyser, at Nukissiorfiit i Uummannaq har haft et uheld, hvor transformerolie er tilført drikkevandet i mindre mængder igennem de seneste otte dage.

Landslægen oplyser, at det ikke forventes at medføre symptomer eller sygdom at have indtaget vandet i en kortere periode. Landslægen oplyser endvidere, at vandet kan være skadeligt at indtage gennem længere tid.

For kunder med trykvand: Det lokale brandvæsen og Nukissiorfiit har lukket vandværket i Uummannaq og er nu i gang med at udbedre problemet. Der pumpes derfor for nuværende råvand fra vandsøen i Uummannaq ud i vandledningsnettet. Dette vand er ikke renset og der er ikke tilsat klor. Landslægen tilråder, at det råvand, der lige nu kommer ud af hanerne ikke bruges til at drikke, til madlavning, til tandbørstning. Det frarådes endvidere at bruge vandet til personlig hygiejne, fraset håndvask efter toiletbesøg, da det kan være olieforurenet og kan give hudgener.

For kunder med vandkørsel: Vandbeholdere i private boliger anbefales ikke tømt på nuværende tidspunkt. Vandet er ikke egnet til at drikke, til madlavning eller til tandbørstning. Det frarådes endvidere at bruge vandet til personlig hygiejne, fraset håndvask efter toiletbesøg, da det kan være olieforurenet og kan give hudgener. Vandet fra vandbeholderne kan, om nødvendigt, bruges til rengøring med videre.

Kogning fjerner ikke olien fra vandet og gør det derfor ikke anvendeligt som drikkevand.

Der vil komme nærmere information og vejledning fra myndighederne om, hvornår der igen vil blive leveret rent vand fra vandværket og vandvognen og hvorledes kunder med vandbeholdere skal forholde sig. Nukissiorfiits kundekontor i Uummaanaaq udleverer vand fra kl. 08:00 lørdag d. 21. september. Ved akut behov kan man frem til midnat og fra kl. 06:00 henvende sig til Royal Arctic Line skib Pajuttaat. Man bedes selv medbringe vandbeholder.

Borgere i Uummannaq med spørgsmål omkring de sundhedsmæssige i forhold til forureningen, henvises til Sundhedscenteret i Uummannaq.

Powered by Labrador CMS