USA's højesteret afviser at bremse restriktiv abortlov
Texas har forbudt abort efter sjette graviditetsuge. Graviditeter efter voldtægt og incest er ikke undtaget.
Den amerikanske højesteret har onsdag afvist at blokere for et forbud mod abort efter sjette graviditetsuge i delstaten Texas.
Dermed gælder den restriktive abortlov, der trådte i kraft tidligere onsdag, fortsat.
Højesteret har afvist en såkaldt nødanmodning fra abortudbydere, der i givet fald ville forhindre en håndhævelse af loven, mens retssager om forbuddet står på. Det skete med stemmerne fem mod fire.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den nye lov forbyder abort efter sjette graviditetsuge og undtager ikke graviditeter efter voldtægt og incest.
Forbudt når hjerteslag kan måles
Texas' republikanske guvernør, Gregg Abbott, underskrev allerede loven i maj.
Dermed er Texas en blandt en række af konservative stater, der forbyder abort, når et hjerteslag kan måles i et foster. Det er normalt i sjette graviditetsuge.
Flere borgerrettighedsorganisationer og organisationer, der støtter abort, herunder ACLU og Planned Parenthood, havde anmodet USA's højesteret om at bremse Texas-loven.
- Mellem 85 og 90 procent af de kvinder, som får en abort i Texas, er længere henne i deres graviditet end sjette uge. Det betyder, at loven vil forbyde næsten alle aborter i staten, udtalte ACLU tidligere onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Kraftig kritik fra Biden
Andre konservative delstater har forsøgt at komme igennem med lige så skrappe betingelser som Texas. Men de er blevet bremset af en højesteretsafgørelse fra 1973, der kendes som Roe versus Wade.
Den afgørelse sikrede retten til abort i USA - og i særlig grad kvinders ret til selv at vælge.
Den nye abortlov i Texas har mødt kraftig kritik fra blandt andre USA's præsident, Joe Biden.
Han mener, at loven er i strid med den forfatningssikrede ret til abort og sagde tidligere onsdag, at hans regering vil "beskytte og forsvare den ret".
- Denne ekstreme lov i Texas er en åbenlys krænkelse af den forfatningssikrede ret, sagde Biden ifølge AFP.
/ritzau/