Usædvanligt vejrfænomen kan forekomme fredag

Mens Sydgrønland rammes af regnvejr og potentielt et sjældent tordenvejr, vil solen skinne mod nord.

Paamiut og dele af Sydgrønland kan fredag blive ramt af tordenvejr.
Offentliggjort

Fredag nærmer et lavtryk sig Sydvestgrønland. Det betyder, at der bliver flere skyer, og at regnen vil brede sig over Paamiut-området og store dele af Sydgrønland.

Og det kan endda medføre lokalt torden, som ellers er sjældent i Grønland.

Det skriver DMI – Kalaallit Nunaat på deres Facebook-side.

Der bliver dog store kontraster. Længere mod nord på vestkysten, især fra Maniitsoq til Uummannaq, bliver vejret langt mere sommerligt med masser af sol, skriver DMI.

Her ventes temperaturer mange steder mellem 12 og 18 grader, og helt lokalt kan temperaturen nå op på omkring 22 grader.

Også Østgrønland ser ud til at få en pæn del sol, så der bliver gode muligheder for at nyde sommervejret, mens skyer og regn dominerer længere mod syd.

- Så der er virkelig tale om et Grønland med to vidt forskellige ansigter: Efterårsagtigt vejr med regn i syd - og sommerlige temperaturer og masser af sol længere mod nord. Nyd solen, hvor den viser sig, skriver DMI.

Powered by Labrador CMS