USA klar til at samarbejde i uddannelsesområdet
Da USA's ambassadør i Danmark Carla Sands besøgte Kommune Kujalleq, blev der blandt andet holdt møder om potentialerne i minedrift, den nye planlagte lufthavn og turisme til regionen
Den amerikanske ambassadør Carla Sands og næstkommanderende for bureauet for energiafdelingen i det amerikanske udenrigsministerium Kent Logsdon mødtes tidligere i denne uge med borgmester Kiista Isaksen og embedsmænd fra Kommune Kujalleq for at diskutere økonomisk udviklingspotentialer i Sydgrønland.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Mineprojekter i området
- Den amerikanske delegation mødtes med kommunens geologiske ekspert Ole Christiansen for at lære mere om regionens mineralressourcepotentiale og en luftbåren hyperspektral undersøgelse, der i øjeblikket er i gang, og hvor resultaterne vil kunne afsløre områder med betydeligt potentiale for nye mineprojekter i denne mineralrige region i Grønland, oplyses det.
Disse bestræbelser ledes i fællesskab af USA’s udenrigsministeriums afdeling for energi og det grønlandske departementet for mineralske råstoffer. Undersøgelsesoperationer afsluttes i begyndelsen af august efterfulgt af en teknisk analysefase.
- Resultaterne af undersøgelsen, når den er afsluttet, vil blive gjort frit tilgængelig for offentligheden, meddeles det.
Klar til at investere i uddannelsesområdet
- Sydgrønland er smukt og unikt. Infrastrukturudvikling, som anlæggelse af Qaqortoq lufthavn, vil gøre området mere tilgængeligt for besøgende. Det var vidunderligt at mødes med borgmester Isaksen og hendes stab, siger Carla Sands.
- Potentialet for mineralressourcer i dette område er stort og vil hjælpe med at berige og diversificere Grønlands økonomi. USA er parat til at indgå i samarbejde med Grønland og udvide og berige uddannelsesmuligheder, herunder inden for minesektoren. Økonomisk udvikling er afgørende for at tiltrække grønlændere tilbage til regionen, fremhæver den amerikanske ambassadør.
Ser frem til samarbejdet
Borgmester Kiista P. Isaksen er begejstret over mødet med den amerikanske ambassadør.
- Vi byder både amerikansk erhvervsliv, embedsmænd og videnskabsmænd velkommen til at samarbejde med os for at udvikle vores region, siger hun i pressemeddelelsen.