Uran: IA og Atassut kræver åbent samråd
Nyheden om at Naalakkersuisut har givet en af verdens største uranproducenter lov til at lede efter uran i Grønland er blandt de emner, der nu får to medlemmer af råstofudvalget til at reagere og kræve naalakkersuisoq for råstoffer Jens-Frederik Nielsen indkaldt til åbent samråd.
Sofia Geisler (IA) og Aqqalu C. Jerimiassen (Atassut) har bedt formanden for råstofudvalget, Siumuts Henrik Fleischer om at hasteindkalde Jens-Frederik Nielsen til et åbent samråd.
De to mener, at Jens-Frederik Nielsen har undladt at give udvalgspolitikerne en grundig orientering i flere råstofsager. Således også når det angår det højaktuelle Kuannersuit/Kvanefjeld-projektet, hvor der om få dage gennemføres borgermøder i Sydgrønland.
- Udover et enkelt orienteringsmøde, der blev afviklet over to møder, har Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer ikke gennemført en grundig orientering til Udvalget. Udvalget har derfor ikke fået mulighed for at løfte sin opgave, nemlig at holde sig ajour med udviklingen og føre tilsyn med, at Naalakkersuisuts forvaltning holder sig indenfor de rammer, som følger af lovgivningen eller af hensyn til god forvaltningsskik, nævner de to politikere som begrundelse for det åbne samråd.
Inddragelse
De understreger, at ”udvalget skal sikre sig, at udvalget udfører sin opgave, men Naalakkersuisut skal også sig, at det parlamentariske bagland bliver inddraget og orienteret om specifikke sager”.
- Det har desværre ikke været sådan de seneste mange måneder, fastslås det i henvendelsen til Henrik Fleischer.
De håber naturligvis, at udvalgsformanden følger deres ønske ”og inden borgermøderne i Sydgrønland gennemføres”, bliver det pointeret.