Unge mænd reddet fra stejl klippe
Tre unge mænd havde forvildet sig ud på en stejl klippe i Akinnaq ved Ilulissat onsdag aften. Redningsaktionen varede omkring seks timer. Alle er uskadte, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi.
Grønlands Politi, brandvæsenet og Air Greenland har sammen gennemført en redningsoperation ved Ilulissat natten til torsdag.
Tre unge mænd i alderen 18 og 19 år havde under en fjeldtur forvildet sig ud på en stejl klippe i Akinnaq, der er 400 meter høj. Akinnaq ligger i den vestlige side af Ilulissats.
Da mændene ikke kunne komme videre slog de alarm til deres familiemedlemmer, der valgte at anmelde hændelsen til politiet onsdag klokken 20.08.
- De tre unge mænd var sprunget ned til en afsats på den stejle klippe, men kunne ikke komme videre. Vi ved endnu ikke, hvor længe de har stået der, før de valgte at slå alarm. De blev reddet omkring klokken 02.00 natten til torsdag, fortæller vagtchef ved Grønlands Politi, Carl Sværd til Sermitsiaq.AG.
Efter anmeldelsen kørte brandvæsenet af sted til Akinnaq-fjeldet med ATV for at lokalisere mændene og hjælpe dem op af den stejle klippe.
Kendskab til fjelde er vigtigt
Det endte dog med at det blev Air Greenlands helikopter der kom de unge mænd til undsætningog bringe dem i sikkerhed.
Carl Sværd oplyser, at de tre unge mænd ikke er kommet til skade, men at politiet endnu ikke har afhørt dem om hændelsen.
Det er ikke usædvanligt med vandreture især om sommeren, men vagtchefen kommer dog med en løftet pegefinger.
- Det ser ud til, at de tre unge mænd har taget fejl af ruten nedad. Derfor ønsker vi at komme med en opfordring om, at man vandrer med personer, der kender ruterne godt, så man ikke kommer galt af sted i naturen, siger vagtchef Carl Sværd.