Unge dansere tager scenen med nyt projekt
Børn og unge er i centrum for nyt banebrydende danseprojekt, som er skabt af Qiajuk Studios & Productions i samarbejde med to koreografer og dansere.
Et banebrydende danseprojekt for børn og unge.
Det har Qiajuk Studios & Productions sammen med de to koreografer og dansere Ann Crosset og Ruth Montgomery-Andersen lanceret.
Kids Front and Center - Greenland is a Land of Artists, hedder det.
Projektet har til formål at udvikle børn og teenagernes forhold til kunst og dansekultur ved at sætte dem i centrum for formidlingen af deres egne historier, udtrykt gennem dans.
Mellem 12 og 15 år
Sådan lyder det i en pressemeddelelse. Her fremgår det, at de to unge dansere Qivioq Bähr Jensen og Ivi Luna Olsen siden efteråret har skabt, castet, koreograferet, ledet zoommøder og instrueret prøver for et nyt værk for børn. Værket hedder 'Qaarusuk'.
Det sker med støtte fra professionelle mentorer, der tæller blandt andre Anne-Kari Ravn og Regitze Oppenhejm. Forestillingen danses af et hold grønlandske 12 til 15-årige dansere, herunder Alberte Brandt, Maria Køhler, Ella Faber og Sarah Poulsen.
Forestillingen vil blive vist for mange hundrede børn på skoler i Nuuk og Kulusuk.
Sideløbende med prøverne og udviklingen af forestillingen fotograferer danserne forløbet og den endelige forestilling vil få et yderligere liv i form af en udstilling.
Fremtidens kunst
Grønlandskfotografen Angu Motzfeldt er tilknyttet fotoprojektet, som i første omgang bliver vist til efteråret på en udstilling i Det Grønlandske Hus, København.
Børn og unge, der får lov til at eksperimentere med deres eget udtryk, opnår selvtillid, styrke og muligheden for at skabe og producere fremtidens kunst og inspirere andre børn og unge, lyder det videre i pressemeddelelsen:
- Projektet vil støtte Grønlands næste generation af dansere og give dem mulighed for at sætte deres aftryk på dansen i og udenfor Grønland.