Ukrainske enheder har vundet nyt fodfæste nær Kherson
Enheder fra forsvarsstyrkerne har vundet fodfæste ved adskillige brohoveder på østsiden af Dnepr-floden.
Infanteri-soldater fra det ukrainske marinekorps har gennemført "vellykkede operationer" på østbredden af Dnepr-floden nær den sydlige by Kherson.
Floden udgør reelt frontlinjen i den sydlige del af Ukraine.
Rusland indrømmede for første gang tidligere i denne uge, at ukrainske enheder havde generobret territorium på den modsatte, russisk kontrollerede østlige flodbred.
- Ukraines forsvarsstyrker har gennemført en række vellykkede operationer på den venstre flodbred af Dnepr - langs frontlinjen ved Kherson, hedder det i en pressemeddelelse fra marinekorpset på sociale medier.
- I samarbejde med andre enheder fra forsvarsstyrkerne lykkedes det at vinde fodfæste ved adskillige brohoveder eller godt beskyttede støttepunkter, hedder det videre i erklæringen.
Russiske og ukrainske styrker har været fastlåst i stillinger på begge sider af Dnepr-floden siden november sidste år, da Moskva trak sine styrker tilbage fra den vestlige del af Kherson-regionen.
Stabschefen i præsident Volodymyr Zelenskyjs administration, Andrij Jermak, sagde under et besøg i Washington tirsdag, at det ukrainske forsvar "mod alle odds" har etableret et fodfæste på den østlige (venstre) flodbred af Dnepr. Han fremsatte udtalelsen, da han talte i tænketanken Hudson Institute.