Grønlands Statistik

Udvalg: Uklart økonomisk ansvar hos Grønlands Statistik

Bestyrelsen i Grønlands Statistik skal fremover aflønnes. Alligevel slipper den for det økonomiske ansvar

Offentliggjort

Til efterårssamlingen har Naalakkersuisut så fremsat et forslag om, at hele bestyrelsen i Grønlands Statistik skal have løn.

LÆS OGSÅ: Bestyrelsespost i Grønlands Statistik skal pludselig aflønnes

Alligevel er det ikke bestyrelsen, der sidder med det overordnede økonomiske ansvar. Og det undrer finans- og skatteudvalget, der har behandlet lovforslaget.

- Udvalget finder det besynderligt, at en bestyrelse, der varetager det overordnede ansvar, ikke er pålagt noget ansvar for de økonomiske forhold, skriver udvalget i sin betænkning.

Lovforslag: Først skulle kun én aflønnes – nu skal alle

Hvem har ansvaret?
I bemærkningerne til loven skriver naalakkersuisoq for skatter og finanser, Aqqaluaq B. Egede (IA), at man vil tilpasse reglerne den øvrige honorarpolitik, således som den gælder for for eksempel KNR. Men netop i KNR er det bestyrelsesformanden, der har det overordnede ansvar for, at pengene passer.

- Spørgsmålet er derfor, hvem der har det økonomiske ansvar i Grønlands Statistik, skriver udvalget i sin betænkning.

Udvalget har ikke kunnet finden nogen nedskrevne bestemmelser eller regler for dette. Men af årsberetningen for Grønlands Statistik fremgår det, at det er finansdepartementet, der har det overordnede økonomiske ansvar. Af stillingsopslaget til ny statistikchef fremgår det imidlertid, at pågældende har det fulde økonomiske ansvar.

Fuld tillid
På trods af uklarhederne har finans- og skatteudvalget dog tillid til, at i det mindste Naalakkersuisut ved, hvem der skal bestemme hvad.

- Udvalget har stor tiltro til at Naalakkersuisut har fuldstændig styr på ansvarsfordelingen mellem den ansvarlige Naalakkersuisoq for området, bestyrelsen samt den daglige ledelse i Grønlands Statistik, skriver udvalget i sin betænkning.

I bemærkningerne til loven står der, at bestyrelseformanden kan få maksimalt 90.000 kroner om året og de øvrige medlemmer 35.000 kroner.

Powered by Labrador CMS