Udsigt til flere børnelæger i sundhedsvæsenet
Sundhedsledelsen i Grønland har igangsat et rekrutteringsarbejde af personale, der er specialiseret indenfor pædiatri. Flere midler skal sikre mere personale.
8,7 millioner kroner særskilt afsat til realisering af et børneafsnitpå Dronning Ingrids Hospital betyder flere personale indenfor børneområdet.
Det oplyser sundhedsledelsen i et skriftligt svar men uddyber, at det kræver forarbejde at kunne sætte en dato for åbningen af det nye børneafsnit.
- Med den nye bevilling kan vi øge bemandingen af specialiseret personale, og processen med rekruttering heraf sættes nu i gang. Derudover er der nogle bygningsmæssige tilpasninger, der skal færdiggøres inden sommer, oplyser sundhedsledelsen i et skriftligt svar.
Behandling af børn med hudsygdomme
Igennem hele 2021 er der kommet flere historier om forældre, der vælger at rejse med deres børn til Danmark, fordi de oplever, at sundhedsvæsenet ikke giver fyldestgørende behandling, hvilket sundhedsvæsenest har afvist er tilfældet.
Naalakkersuisut har i deres præsentering af det særskilt afsatte midler på 8,7 millioner kroner til et børneafsnit, understreget at midlerne også kan bruges til at understøtte behandling af børn med hudsygdomme.
Sundhedsledelsen oplyser, at der ikke er afsat særskilt midler til udredning og behandling af børn med hudsygdomme.
- Et styrket børneafsnit vil også understøtte behandlingen af hudsygdomme hos børn, såvel som andre sygdomme, lyder det.
- Pengene vil gå til at rekruttere personale med pædiatrisk erfaring og særlig interesse for udvikling og uddannelse på børneområdet. Mere personale med specialiseret erfaring i børnesygdomme forbedrer kvaliteten i behandlingen.
Børneafsnittet i Dronning Ingrids Hospital vil have otte sengepladser. Sermitsiaq.AG har konkret spurgt sundhedsledelsen, hvor mange medarbejdere specialiseret indenfor børneområdet, børneafsnittet vil have. Sundhedsledelsen har ikke svaret på det konkrete spørgsmål.