Udenrigspolitisk uro skaber mistrivsel i Grønland

En ny undersøgelse fra 2026 dokumenterer et markant fald i livskvaliteten, som kobles til den aktuelle geopolitiske situation. Hele 76 procent af undersøgelsesdeltagere udtrykker bekymring over udtalelser om en mulig overtagelse af landet.

Borgere i Grønland håndterer politisk pres ved at søge mod naturen, styrke fællesskaber og begrænse nyhedsstrømme, viser ny undersøgelse.
Offentliggjort

På trods af det politiske pres udviser befolkningen betydelig modstandskraft, ikke mindst gennem et stærkt engagement i kultur og natur.

Undersøgelsen fra i år sammenlignet med 2018 og 2025 tyder markant fald i livskvalitet. 31 % udviser direkte symptomer på psykisk mistrivsel, mens 82 % påvirkes af bekymring i hverdagen.

Det viser en undersøgelse udarbejdet af Center for Folkesundhed i samarbejde med Ilisimatusarfik.

Undersøgelsen viser desuden, at mange borgere oplever øget nervøsitet, uro og tristhed som følge af den internationale opmærksomhed på Grønland. Flere rapporterer om søvnproblemer og koncentrationsbesvær, ligesom en udbredt følelse af vrede præger billedet – særligt knyttet til oplevelsen af manglende respekt.

Undersøgelsen fremhæver, at borgere frygter for børnenes fremtid og landets sikkerhed, som har resulteret i, at nogle har udtrykket tanker om at forlade landet.

- Det er vigtigt, at vi husker borgerne, når presset udefra er stort. Denne undersøgelse er med til at give borgerne en stemme, og det er tydeligt, at påvirkningen er stor blandt dem, der har deltaget i undersøgelsen. Det må vi ikke glemme, når opmærksomheden stilner af. For det er en påvirkning, der kan få betydning for borgernes trivsel mange år ud i fremtiden, siger Ingelise Olesen, forskningskoordinator ved Center for Folkesundhed i Grønland og Ilisimatusarfik.

Sådan har Grønland udholdt presset

I undersøgelsen er borgere også blevet spurgt om, hvordan de aktivt håndterer presset udefra.

Mange søger mod naturen og bruger landskabet som en form for mental og følelsesmæssig restitution. Andre finder styrke i fællesskabet gennem samtaler med familie og venner samt deltagelse i meningsfulde aktiviteter.

En del vælger desuden bevidst at begrænse deres forbrug af nyheder og sociale medier for at skærme sig mod den konstante strøm af information. Samtidig fremhæves kultur og tro som vigtige holdepunkter, der giver ro og forankring i en tid præget af uro.

- Mental sundhed er afgørende for vores fælles robusthed som samfund. Når vi oplever et ydre pres, er det vigtigere end nogensinde, at vi står sammen og passer på hinanden. Undersøgelsen bekræfter den viden, vi allerede har om, hvad der fremmer sundhed og trivsel her hos os.

- Det stærke sammenhold, vores kultur, vores natur og vores fællesskaber spiller en helt central rolle i forhold til vores modstandskraft. Det er noget, vi skal være stolte af, værne om og udvikle, så vi nu og i fremtiden står stærkt, også når presset udefra er stort, udtaler Naalakkersuisoq for Sundhed og Personer med Handicap Anna Wangenheim (D).

Undersøgelsens detaljer

Undersøgelsen er gennemført i perioden fra 28. januar til 16. februar 2026 som et online spørgeskema og fungerer som en tillægsundersøgelse til Befolkningsundersøgelsen 2024–2026.

I alt har 308 borgere deltaget, med en gennemsnitsalder på 48 år, hvoraf 60 procent er kvinder. Besvarelserne dækker bredt geografisk, dog med en overvægt fra Nuuk.

Powered by Labrador CMS