drabssag
Ubåd-opfinder sigtet for drab på ukendt tidspunkt og sted
Politiets sigtelse mod raketforsker og ubådskaptajn er endnu meget upræcis og uden detaljer.
Opfinder Peter Madsen er sigtet for på ukendt måde at have dræbt svenske Kim Isabell Frerika Wall på et tidspunkt efter klokken 19 torsdag, det fremgår af sigtelsen mod ham.
Den er blevet læst op af anklager Louise Nielsen i Københavns Byret lørdag.
Her er Peter Madsen kaldet "Raket-Madsen" blevet stillet for en dommer og præsenteret for sigtelsen. Forsvarsadvokat Finn Bachmann oplyser, at Peter Madsen nægter sig skyldig i drabssigtelsen.
Ejer af hjemmebygget ubåd er sigtet for drab
Peter Madsen har kun haft lejlighed til at sige få ord under retsmødet. Blandt andet har han fortalt, at han "meget gerne" vil afgive forklaring om sagen for retten.
Det kommer dog først til at ske senere lørdag.
Anklager Louise Nielsen har desuden oplyst, at hun i den forbindelse vil komme med en begæring om at afholde retsmødet for lukkede døre.
Peter Madsen blev i går reddet i land ved Dragør. Det skete, efter at hans hjemmebyggede ubåd forliste syd for Drogden Fyr.
Forliset skete i kølvandet på, at den svenske kvinde blev meldt savnet. Hun er sidst set i selskab med Peter Madsen i hans ubåd, "UC3 Nautilus".
Når Peter Madsen bliver stillet frem for dommer Kari Sørensen senere lørdag, vil han blive mødt med et krav om varetægtsfængsling.
Politiet er lørdag i gang med at efterforske sagen. Blandt andet er der overvågningsvideomateriale, som skal ses igennem. Herunder materiale fra kameraer på Refshaleøen, hvor Peter Madsen hævder at have sat kvinden i land.
Derudover forsøger politiet lørdag at få "UC3 Nautilus" op til overfladen med henblik på at undersøge den indvendigt.
LÆS OGSÅ:
Raketbygger og journalist forsvundet i ubåd ud for København
Eftersøgt ubåd er fundet sejlende i Køge Bugt