Tvangsflyttet Carla udgiver selvbiografi
Carla Lucia Frølund Knakkergaard blev som barn tvangsflyttet fra Qullissat til Danmark
Carla Lucia Frølund Knakkergaard blev som otteårig tvangsflyttet fra Qullissat til Stensved i Danmark som en af 22 børn, der i 1951 blev tvangsflyttet for at skulle opdrages som ’rigtige danskere’ og derefter vende tilbage til Grønland som rollemodeller for resten af den grønlandske befolkning.
Imidlertid blev hun ved ankomsten til Danmark bortadopteret til den enlige og barnløse Margit Frølund i Stensved ved Vordingborg.
Carla Lucia Knakkergaard har nu i en alder af 69 år skrevet sin selvbiografi, som udkommer i morgen onsdag. I bogen beretter hun om det voldsomme chok og kulturchok, det var at blive taget fra sin familie med meget kort varsel og sendt til Danmark, hvor hun hverken kendte sproget eller kulturen. Og at det skete, uden at hun blev spurgt, om hun ville.
En typisk tvangsflytning-fortælling
Tvangsflytningen har sat dybe spor i Carla Lucia Frølund Knakkergaards liv, idet hun i dag ikke taler grønlandsk og derfor ikke kan tale med sin grønlandske familie, som hun ikke mindst af samme grund har meget begrænset kontakt til.
Carla Lucia Frølund Knakkergaard beskriver endvidere i bogen, hvordan hun derfor føler sig rodløs og ikke ved, hvor hun hører til.
’Et godt liv - trods alt!’ koster 99 kroner og kan købes i boghandlen Grønland og Danmark. Bogen udkommer på forlaget JB Historie.