pilluarit

Tuusi hædret med Nersornaat i guld

Den mangeårige og nu tidligere politiker Josef Motzfeldt har fået tildelt den hæderfulde fortjenstmedalje

Formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen, Siumut, har i forbindelse med Vestnordisk Råds årsmøde i Sydgrønland tildelt Nersornaat i guld til Josef ’Tuusi’ Motzfeldt. Det skete søndag ved en højtidelighed i Igaliku

I juli fik formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, tildelt Nersornaat i guld, fordi ’hun nu står i spidsen for Naalakkersuisut og over en længere periode og i en væsentlig grad har ydet en fortjenstfuld indsats for Grønland'.

Og søndag var turen nået til 71-årige Josef 'Tuusi' Motzfeldt, som ikke genopstillede ved Inatsisartut-valget i marts efter i en menneskealder at have kæmpet for Inuit Ataqatigiit, som han blandt andet var formand for fra 1994 til 2007.

Formandskabet for Inatsisartut har tildelt ham Nersornaat i guld for hans 'mangeårige politiske engagement i landets samfundsudvikling og hans indsats for kulturen'.

I forbindelse med tildelingen af Nersornaat i guld til Josef Motzfeldt, der sluttede sin lange og flotte politiske karriere af med at bestride posten som formand for Inatsisartut, sagde den nuværende formand for Inatsisartut Lars-Emil Johansen, Siumut, blandt andet i sin tale ved en højtidelighed i Igaliku.

’Det ville være enkelt ved denne lejlighed blot at overrække dig denne hædersbevisning med henvisning til dit mangeårige politiske engagement i landets samfundsudvikling og som den første formand for Inatsisartut efter selvstyrets indførelse. Det ville såmænd også være alt rigeligt og i sig selv mere end berettige dig til at modtage denne hædersbevisning. Men det ville også være for enkelt, for jeg véd, at du som person omfatter så meget mere end dit mangeårige politiske engagement.

Kultur og sprog
Men hvor skal jeg så starte, hvis ikke ved politikken? Et godt sted, tror jeg, kunne være din indsats for kulturen og her ikke mindst kunsten og litteraturen. Jeg tror, at jeg taler for mange, når jeg takker dig for din mangeårige indsats på disse områder.

Dit engagement i brugen af vort sprog som et levende og relevant sprog i alle livets aspekter fortjener også at blive nævnt i denne sammenhæng.

Forglemmes må heller ikke dit engagement ved etableringen af et nationalgalleri. Et galleri, som ikke blot skal være en ramme for udstillinger, men et 'levende' museum, hvor kunstnere arbejder og virker i samvirke med deres omgivelser. Jeg tror måske, at dette siger noget om dig og din måde at tænke på.

Politiker i en menneskealder
Din indsats for kunsten og kulturen er i sig selv et vægtigt argument for at yde dig den hædersbevisning, som er grunden til, at vi alle står her sammen med dig i dag. Og selv om jeg indledte med at sige, at jeg gerne ville tale om andet end politik, så lader det sig ikke nægte, at din indsats for vort lands politiske udvikling igennem en årrække har været både anseeligt og betydningsfuldt. Det gælder ikke mindst på det udenrigspolitiske område, som både du og jeg vægter højt’, sagde Lars-Emil Johansen, som i forbindelse med Vestnordisk Råds årsmøde i Sydgrønland overrakte Nersornaat i guld til Josef Motzfeldt ved en højtidelighed i Igaliku.

Powered by Labrador CMS