Tunnel er 40 procent billigere end fjeld-vej
Opgaven med at bygge en tunnel til Siorarsiorfik sendes snart i udbud. Tunnel-løsningen blev valgt, da den ifølge kommunen er væsentlig billigere end en vej langs fjeldsiden.
Byudviklingsselskabet Nuuk City Development blev sidste år sat til at lave et udredningsarbejde, der skulle afdække, hvilken løsning der er bedst, når der skal anlægges en vej til det nye område Siorarsiorfik ved Nuuk.
Området skal være det næste store boligområde ved hovedstaden, og valget stod mellem en tunnel eller en vej langs fjeldsiden ved Ukkusissat - Store Malene.
I denne uge har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq truffet beslutning om, at det er tunnel-løsningen, som snarest muligt sendes i udbud.
Den løsning er ifølge kommunen valgt, fordi udregninger har vist, at den er cirka 40 procent billigere end en vej langs fjeldsiden.
Bløde trafikanter adskilt fra biler
Kommunen skriver på sin hjemmeside, at vejforbindelsen til Siorarsiorfik i alt bliver på omkring 1.500 meter, hvoraf én kilometer bliver tunnel. Tunnelen vil få to 3,5 meter brede kørerbaner og en 3,5 meter bred bane til cyklister og fodgængere. De bløde trafikanter vil blive adskilt fra bilerne af en betonvæg.
- Det er vigtigt for mig, at tunnelen bliver en tryg vej for alle trafikanter. Den nye bydel skal også være et godt sted at bo, for dem, der ikke har en bil, udtaler borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA).
Hun mener, at byggeprojektet er et vigtigt skridt:
- Nuuk mangler arealer til både boliger og erhverv. En tunnel til Siorarsiorfik vil derfor betyde at byen vil få flere arbejdspladser, og at flere kan få deres egen bolig, udtaler Charlotte Ludvigsen.
Kommunen forventer, at tunnel og vejforbindelse står færdigt om tre år.