Tsunami-varsel afblæst efter jordskælv

Et jordskælv på op mod 7,7 ud for Alaska udløste frygt for tsunami, som lokale myndigheder nu har afblæst

Wcatwc melder om små uregelmæssigheder i vandstanden i regionen. Foto: Screenshot fra West Coast and Alaska Tsunami Warning Center
Offentliggjort

Alaskas Tsunami Advarselscenter, wcatwc, meddeler, at der ikke er grund til at frygte en tsunami-bølge efter et stort jordskæv i havet ud for den amerikanske delstat Alaska.

Det rapporterer det amerikanske nyhedsbureau AP ifølge tv-stationen ABC News.

I første omgang sendte myndighederne et varsel ud for kystregionen i det sydøstlige Alaska og den canadiske delstat British Columbia.

- Aflæsninger af havniveauet viser, at der blev genereret en tsunami. Den kan have været ødelæggende ved kyster nær skælvets epicenter, lød det i en i melding fra USA's geologiske overvågningscenter, USGS.

Læs "Voldsomt skælv ud for Alaska"

Wcatwc melder om små uregelmæssigheder i vandstanden i regionen, men den ødelæggende tsunami, som man først frygtede, kommer altså ikke.

Jordskælvet, der målte op mod 7,7 på richterskalaen, ramte ved midnatstid natten til lørdag lokal tid i havet omkring 102 kilometer vest for Craig i Alaska.

The Juneau Empire skriver på sin netavis, at bygninger rystede så langt væk som i Alaskas hovedstad, Juneau, der ligger 330 kilometer fra epicentret. Dog meldes der ikke om alvorlige skader i byen.

En borger i Juneau fortæller The Juneau Empire, at hans hus rystede så voldsomt, at hele hans familie vågnede.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at jordskælvet kunne mærkes i Seattle i delstaten Washington omkring 600 kilometer væk.

I oktober sidste år ramte et jordskælv af tilsvarende styrke de canadiske Queen Charlotte Islands en smule syd for fredagens skælv.

Det udløste en mindre tsunami i Stillehavet, som ramte Hawaii uden at forårsage ødelæggelser.

Powered by Labrador CMS