Trumps særlige udsending vil til hundeslædevæddeløb
– mener der bør indgås en aftale
I et interview understreger Jeff Landry, at Trump mener det alvorligt, når det kommer til krav om Grønland.
- Han (Trump, red.) har fortalt Danmark, hvad han søger, og nu handler det om at få udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance til at lave en aftale, siger Jeff Landry om Grønland.
Foto: Dale Zanine/Reuters/Ritzau Scanpix
OBS: Artiklen er opdateret med citater fra Aaja Chemnitz der fortæller, at Jeff Landry skal til Avannaata Qimussersua.
Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, planlægger at besøge Grønland i marts, siger han i et interview med Fox News.
Det skriver Reuters.
Besøget bekræftes af det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz (IA). Ifølge hende skal Landry med til det årlige hundeslædeløb.
Så det skal Chemnitz også. Og hun tager endda Venstres Grønlandsordfører, Louise Elholm, med til Grønland i den forbindelse, siger Chemnitz.
- Vi gør, hvad vi kan. Men det er også op til Naalakkersuisut, hvordan man vil forholde sig til det, siger Chemnitz til Ritzau med henvisning til den grønlandske regering.
Skal han mødes med Naalakkersuisut?
Chemnitz har kritiseret, at Trump ønsker ejerskab af Grønland. Det er Trump, som har udpeget Landry til den nyoprettede post. Hun forventer ikke, at Landry vil blive mødt med åbne arme af grønlænderne.
Da USA's vicepræsident, J.D. Vance, og den amerikanske andendame Usha Vance sidste år besøgte Grønland, skulle Usha Vance have været til hundeslædeløb, men Vance-parret ændrede planer og hun kom ikke til hundeslædeløb. Det skete blandt andet efter diverse protester over besøget.
Det er for tidligt at sige, om Chemnitz eller den grønlandske regering vil mødes med Jeff Landry til marts, lyder det fra Chemnitz til TV 2.
Landry siger fredag, at han mener, at der kan indgås en aftale mellem parterne.
- Jeg tror, at der er en aftale, der bør og vil blive indgået, når dette sker, siger han i interviewet fredag.
Landry: Trump mener det alvorligt
Udmeldingen kommer, samtidig med at en amerikansk delegation af politikere fredag besøger Christiansborg.
Trumps særlige udsending understreger ifølge Reuters også, at Trump mener det alvorligt, når det kommer til krav om Grønland.
- Han (Trump, red.) har fortalt Danmark, hvad han søger, og nu handler det om at få udenrigsminister Marco Rubio og vicepræsident J.D. Vance til at lave en aftale, siger Jeff Landry.
Har viderebragt Trumps-krav flere gange
Den særlige udsending har flere gange videregivet Trumps krav om, at USA bør have Grønland.
Det gjorde han blandt andet torsdag i et opslag på det sociale medie X, hvor han gentog, at Grønland er afgørende for amerikanernes sikkerhed.
- De trusler, som fjendtlige nationer udgør i dag, kræver beslutsom amerikansk handling i Arktis, skrev Landry på X.