Trump vil tale om køb af Grønland på topmøde og deler AI-billede af USA's flag plantet i Grønland
På det økonomiske topmøde i Schweiz vil USA drøfte amerikanernes ønske om at overtage Grønland, siger Trump, der tirsdag også deler et AI-billede, hvor han planter USA's flag i Grønland.
USA's præsident, Donald Trump, talte med journalister, inden han gik om bord på præsidentflyet Air Force One mandag i Florida. Onsdag skal han til Schweiz.Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Det massive pres fra USA's præsident Donald Trump mod Grønland fortsætter trods weekendens store protester samt udglattende tiltag i form af møder og større militær tilstedeværelse, som Donald Trump har kritiseret manglen af.
Annonce
Donald Trump siger nu, at USA vil drøfte et køb af Grønland på World Economic Forum, der i disse dage foregår i Davos i Schweiz.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Vi er nødt til at have det. De er nødt til at få det gjort. De kan ikke beskytte det, Danmark, de er vidunderlige mennesker, siger Trump til journalister i Florida ifølge Reuters.
- Jeg kender lederne. De er meget gode mennesker, men de tager ikke engang derhen, tilføjer han.
Poster flere opsigtsvækkende billeder og beskeder
Udover sine udtalelser deler Trump flere opsigtsvækkende posts på sit social medie, Truth Social, tirsdag.
Et af dem er billedet herunder, hvor Trump sammen med vicepræsicent J. D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio planter det amerikanske flag i Grønland.
Donald Trump har tirsdag postet dette AI-genererede billede på Truth Social, hvor Grønland altså erklæres som en del af USA.Foto: Truth Social / @realDonaldTrump
Trump deler også et andet billede, hvor både Canada, Grønland og Venezuela er dækkede af USA's flag.
Trump deler også beskeder fra henholdsvis Frankrigs præsident Emmanuel Macron og Natos generalsekretær Marc Rutte.
Foto: Truth Social / @realDonaldTrump
I beskeden fra Macron står der blandt andet, at han ikke forstår, hvad Trump har gang i med hensyn til Grønland, og han inviterer præsidenten til en middag i Paris for yderligere drøftelser.
Med hensyn til beskeden fra Mark Rutte takker Donald Trump generalsekretæren i forbindelse med deling af beskeden.
I beskeden står der blandt andet, at Mark Rutte er engageret i forhold til at "finde en vej fremad" med hensyn til Grønland.
Gentager påstand om advarsel til Danmark
Trump gentager sent mandag, at Nato har advaret Danmark om en russisk trussel mod Grønland i 20 år, uden at Danmark har gjort noget ved truslen. Det skrev han også på sit sociale medie, Truth Social, for nylig.
Det årlige World Economic Forum afholdes fra den 19. til 23. januar. Den amerikanske finansminister, Scott Bessent, er til stede ved det økonomiske topmøde i Schweiz.
Trump skal onsdag holde tale ved World Economic Forum og deltager ved topmødet for første gang, siden han deltog under sin første præsidentperiode i 2020.
World Economic Forum har ifølge CNBC oplyst, at Trump kommer til at rejse med den største delegation nogensinde.