DØGNRAPPORT

Tre personer anholdt i lufthavn efter fund af kontanter

Grønlands Politi efterforsker sagen, efter at toldere i Nuuk Lufthavn fandt et større kontant beløb skjult i emballage og på tre rejsendes kroppe.

Offentliggjort

Under en kontrol fandt toldere en større mængde kontanter, som var forsøgt gemt. Pengene var blandt andet skjult inde i shampoo-flasker og båret direkte på de rejsendes kroppe. 

Politiet fik anmeldelsen og blev tilkaldt til Nuuk Lufthavn tirsdag klokken 10:44.

Mistanke om hvidvask

Politiet skred til anholdelse af de tre personer. Grønlands Politi arbejder nu ud fra en teori om, at der er tale om forsøg på hvidvaskning.

Det er særligt måden, pengene var skjult på, der vækker myndighedernes interesse:

– Politiet forholder sig mistænksomme over for, hvorvidt pengene stammer fra ulovligheder, da de er forsøgt smuglet, oplyser vagtchef ved Grønlands Politi, Aputsiaq Hansen.

Efterforskningen fortsætter

Selvom de tre personer blev anholdt og sigtet i sagen, er de efterfølgende blevet løsladt, mens politiet arbejder videre med de tekniske beviser og pengenes oprindelse.

Vagtchefen er på nuværende tidspunkt meget sparsom med oplysninger om de involverede af hensyn til den igangværende efterforskning. Det ligger dog fast, at der er tale om tre voksne personer.

– Politiet kan ikke sige mere om sagen på nuværende tidspunkt, lyder det fra Aputsiaq Hansen.

Powered by Labrador CMS