Múte B. Egede: Vi skal holde stand og samtidig have øje for nye muligheder

Múte B. Egedes første prioritet som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender bliver at kæmpe for at bevare Grønlands ret til selvbestemmelse.

Múte B. Egede er tirsdag udpeget som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer.
Offentliggjort

Múte B. Egede (IA) bliver ny naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, erhverv og råstoffer og overtager dermed to tunge poster fra henholdvis Vivian Motzfeldt og Naaja Nathanielsen.

Han påpeger, at Naalakkersuisut skal fortsætte arbejdet med det gode fundament, som Vivian Motzfeldt har skabt:

- Der er lagt et godt fundament for det arbejde, jeg skal fortsætte. Vi står i en spændende tid, hvor der er meget pres udefra. Men vi skal også huske på, at det også giver nogle nye muligheder for landet, som vi ikke har haft før. Det skal vi også fokusere på, siger Múte B. Egede til Sermitsiaq.

- Områder hænger sammen

Múte B. Egede varetog tidligere hvervet som naalakkersuisoq for finanser og skatter, og han siger uden at tøve, at han kan varetage de tre nye tunge poster på én gang .

Han forklarer, at de tre ansvarsområder hænger sammen.

- De udenrigs- og sikkerhedspolitiske ting, handler også om råstoffer og erhvervsmuligheder samt samarbejdsmuligheder. 

- Hver gang man som naalakkersuisoq for udenrigsanliggende er ude, så vender man også emner som råstoffer og erhverv, siger han.

Klar første prioritet

Han er dog klar på, hvad det er, han vil prioritere i sine nye ansvarsområder.

- Det vigtigste er at holde stand. Naalakkersuisuts vigtigste opgave, under det pres vi er i, er, at vi skal gøre det klart, at vi beholder vores selvbestemmelsesret for vores land.

- Samtidig skal vi arbejde for at skabe muligheder med de potentialer, vi har, siger Múte B. Egede.

Som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender skal Múte B. Egede fortsætte forhandlingerne med USA, som blev igangsat og aftalt med amerikanerne under Vivian Motzfeldt.

Forhandlingerne skal blandt andet afklare amerikanernes ønsker til eventuelt større militærtilstedeværelse i Grønland.

Powered by Labrador CMS