Tørstig koala stopper cyklister for vand i hederamte Australien
En video af tørstig koala, der tager kontakt til en gruppe cyklister på en vej nær Adelaide, er gået viralt.
Under en hedebølge i den australske delstat South Australia tog en tørstig koala torsdag kontakt til en gruppe cyklister for at få vand.
Cyklisterne, der befandt sig i nærheden af byen Adelaide, spottede koalaen midt på vejen. Da de stoppede tog koalaen kontakt og så ud til at række ud efter deres vandflasker.
Det fortæller Anna Heusler, en af cyklisterne, til det australske medie 7 News.
- Vi stoppede naturligvis op, vi ville hjælpe koalaen med at komme væk fra vejen, siger hun.
- Jeg stoppede på min cykel, og så kom den direkte hen til mig - ret hurtigt for en koala - og da jeg gav den vand fra vores vandflasker, kravlede den helt op på min cykel.
Hun har efterfølgende delt en video af episoden på det sociale medie Instagram, som hurtigt gik viralt.
På under et døgn er videoen blevet set flere end 55.000 gange.
Australien er for tiden ramt af høje temperaturer, tørke og voldsomme brande, som har ødelagt store dele af koalaernes levesteder.
Ved Adelaide Hills i South Australia har frivillige brandmænd på sociale medier delt billeder af koalaer, der er blevet reddet fra brandene.
Blandt andet et billede af seks koalaer, der havde gemt sig i et hus, samt billeder af to koalaer, der kommer ud fra bushen på udkig efter hjælp.
Fredag sagde Australiens miljøminister, Sussan Ley, at op mod en tredjedel af alle koalaer i delstaten New South Wales kan have mistet livet i de seneste måneders brande.
Hun vurderer, at op mod 8400 koalaer er omkommet på den centrale og nordlige del af kysten i delstaten.
Dette område er hjemsted for en betydelig del af Australiens koalaer. Mellem 15.000 og 28.000 koalaer anslås at leve i området.
Tidligere i december fastslog en undersøgelse fra delstatens regering, at tusindvis af koalaer var dræbt i brandene.
Samtidig lød det, at man højst sandsynligt aldrig vil finde ligene, da brandene har været så omfattende.