Togulykke: Politiet forsøger fortsat at identificere ofre

Blot en time efter togulykke var seks lig bjerget. Onsdag eftermiddag er de dog endnu ikke identificeret.

Offentliggjort

Otte timer efter en alvorlig togulykke på Storebæltsbroen har politiet endnu ikke endeligt kunnet identificere de seks dræbte.

Det siger chefpolitiinspektør Lars Bræmhøj onsdag eftermiddag på et pressemøde ved Odense Politigård.

- Vi har ikke det fuldstændige overblik over de omkomne endnu, så vi kan ikke oplyse noget om hverken deres identitet, nationalitet eller alder, siger chefpolitiinspektøren.

- Vi skal nok melde ud, så snart vi kan. Men det kræver, at vi bliver færdige med vores undersøgelser, og at vi får mulighed for at underrette de pårørende. Det er ret væsentligt, siger han.

Samtidig opfordrer han alle passagerer på toget til at rette henvendelse til politiet, så de kan blive registreret med henblik på efterforskningen.

- Der kan være nogle, som har forladt området, inden politiet har været fremme, siger chefpolitiinspektøren.

Togulykken skete onsdag morgen omkring klokken 07.35, da et lyntog på vej fra Fyn til Sjælland blev ramt af dele fra et godstog.

Der arbejdes onsdag eftermiddag på at klargøre lyntoget til at blive flyttet til et område, hvor det kan blive undersøgt.

Ud over de seks dræbte er 16 andre kommet lettere til skade. Både de dræbte og de kvæstede er onsdag eftermiddag blevet fjernet fra toget. Alle de dræbte er passagerer, har DSB tidligere oplyst.

Ifølge efterforskningsleder Jørgen Andersen var de seks lig allerede bjerget i løbet af cirka en time.

- Inden for en time var vi næsten færdige med det arbejde. Så blev de selvfølgelig kørt til et evakueringscenter og registreret der, så det var faktisk rigtig effektivt, siger efterforskningslederen.

Myndighederne arbejder onsdag eftermiddag fortsat på at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken. Men umiddelbart tyder meget på, at en tom trailer er blæst af godstoget og ind i lyntoget.

- Man kan se derude, at der ligger en trailer, som er væltet eller blæst af godstoget og ind i InterCity-toget, sagde Bo Haaning fra Havarikommissionen tidligere onsdag.

Hos Fyns Politi fortæller efterforskningsleder Jørgen Andersen, at der blandt andet skal foretages en stribe afhøringer.

- Vi har foretaget afhøringer af de to lokoførere, der var med toget. Vi har også sikret noget videoovervågning ude fra Storebæltsbroen, siger han.

Sidst på eftermiddagen er dykkere og både desuden i vandet under broen for at lede efter vragdele, som måtte være faldet i havet i forbindelsen med ulykken. Det oplyser Fyns Politi.

Powered by Labrador CMS