To personer faldet i vandet - en er omkommet

Hændelsen er sket i Uummannaq, og politiet undersøger sagen. Der er dog ikke tegn på, at det drejer sig om et fjeldskred, lyder det fra vagtchef.

Offentliggjort

Tidligt fredag morgen er to personer faldet i vandet fra en båd ved Uummannaq.

Den ene person - en kvinde - er afgået ved døden, mens den anden er reddet i land, fortæller vagtchef Bent Johnsen.

Politiet formoder, at det er høje dønninger, der er årsagen til, at de to er faldet i vandet.

Politiet arbejder på højtryk i området og kan fastslå, at der ikke er sket et fjeldskred, som mange borgere ifølge politiet frygter:

- Vi har haft kontakt til flere bygder i området, og der er ikke sket noget, siger Bent Johnsen.

Han fortæller, at ulykken måske kan være forårsaget af et stort isbjerg, der er kæntret, men det er endnu uvist:

- Men vi er sikker på, at det ikke er et fjeldskred, siger Bent Johnsen.

Politiet fik anmeldelsen om ulykken 05.02 fredag morgen.

Powered by Labrador CMS