Tidligere kommunal leder tiltalt for millionbedrageri
En ledende ansat i Qeqqata Kommunia har begået bedrageri for omkring 3,7 millioner kroner, ifølge anklageskrift. Der bliver afholdt retsmøde i sagen denne torsdag formiddag i Sisimiut.
Qeqqa Kredsret forventer at være færdige med retsmødet allerede efter et par timer.
Foto: Dorthea Reimer-Johansen
Torsdag 4. december klokken 9.00 skal en tidligere kommunal medarbejder med lederansvar møde i Qeqqa Kredsret i Sisimiut.
Her er manden tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk over for Qeqqata Kommunia for knap 3,7 millioner kroner. Manden har været tilbageholdt i Sisimiut forud for retssagen.
Ifølge anklageskiftet i sagen har manden snydt med falske fakturaer til kommunen, som blev udstedt til et fiktivt, USA-baseret firma.
Der er angivelig tale om i alt 26 fakturaer, som er blevet konstrueret mellem marts 2020 og december 2024.
Anklager går efter to år
Ifølge tiltalen har manden herefter forfalsket en anden medarbejders underskrift for at få Qeqqata Kommunia til at udbetale pengene.
Anklageskriftet lægger op til, at sagen gennemføres som en tilståelsessag.
Anklagemyndigheden mener, at to års anbringelse i anstalt vil være en foranstaltning til den tiltalte, hvis han dømmes i sagen.
Ud over penge ønsker anklageren også at konfiskere en bil, en ATV og en snescooter. Det kan ske med henblik på at imødekomme et eventuelt erstatningskrav fra kommunens side.
Sagen forventes afviklet på et par timer i løbet af denne torsdag. Sermitsiaq vender tilbage med flere oplysninger, efter dommen er faldet.