Ti patienter har fået ordineret cannabis
Det grønlandske Sundhedsvæsen har givet medicinsk cannabis til ti patienter. Erfaringerne med cannabis-forsøget er blandede.
Nogle patienter har oplevet positive effekter af cannadis-medicinen, mens andre har måttet fravælge behandlingen på grund af gener med bivirkninger.
Det fremgår af et svar fra Naalakkersuisoq for Sundhed Doris J. Jensen til Demokraternes Randi Vestergaard Evaldsen.
Dokumentation mangler
- På nuværende tidspunkt forefndes der ikke tilstrækkeligt dokumentation af effekterne ved behandling med medicinsk cannabis til at lempe ordinationsgrundlaget, oplyser Doris J. Jensen, der imidlertid pointerer, at dette kan ændre sig, hvis dokumentationen for effekterne viser sig at være positive.
Hun oplyser desuden, at der ikke er planer om, at det skal være muligt at købe den medicinske cannabis som håndkøbsmedicin.
Forsøgsordning i fire år
Sundhedsvæsenet følger udviklingen i den fireårige forsøgsordning med medicinsk cannabis.
- Resultater fra forsøgsordningen samt anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og Rigshospitalet kan medvirke til et ændret ordinationsgrundlag for medicinsk cannabis i Grønland, pointerer Doris J. Jensen. Forsøgsordningen slutter ved udgange af 2021.