Theresa May trækker sig hvis brexitaftale kommer i hus
Den britiske premierminister er klar til at forlade posten inden næste fase af skilsmisseforhandlinger med EU.
Storbritanniens premierminister, Theresa May, er klar til at træde tilbage fra sin post, hvis det britiske parlament godkender en aftale om brexit
Det oplyser hun på et møde med konservative parlamentarikere onsdag.
En udskrift af Mays udtalelser er blevet offentliggjort af premierministerens kontor umiddelbart efter mødet.
- Jeg ved, at der er et ønske om en ny kurs - og nyt lederskab - i anden fase af brexitforhandlingerne. Og jeg vil ikke stå i vejen for det.
- Jeg er klar til at forlade dette job tidligere, end jeg havde planlagt, for at gøre hvad der er det bedste for vores land og for vores parti, lyder det fra May på mødet ifølge udtalelsen.
Ifølge The Guardian kan Mays udmelding ses som et forsøg på at få de konservative modstandere af den aftale, hun har forhandlet hjem, til alligevel at stemme for.
Det drejer sig blandt andre om Jacob Rees-Mogg og tidligere udenrigsminister Boris Johnson.
- Jeg ved at nogle er bekymrede for, at hvis I stemmer for aftalen, så vil jeg se det som et mandat til at haste ind i den næste fase uden den nødvendige debat, siger May.
- Det vil jeg ikke gøre. Jeg hører, hvad I siger. Men vi er nødt til at få aftalen igennem og levere brexit.
Ifølge BBC's politiske redaktør, Laura Kuenssberg, er Mays plan at deltage i G20-topmødet i Osaka i Japan i juni. Herefter er planen at have en ny premierminister på plads midt i juli.
Lederen for det nordirske DUP, Arlene Foster, siger imidlerrtid torsdag til irsk tv, at partiet vil stemme imod premierminister Theresa Mays brexitplan.
DUP er den konservative regerings støtteparti. Uden støtte fra partiets ti parlamentsmedlemmer har regeringen ikke flertal.
Mødet i Det Konservative Parti blev holdt, kort før det britiske parlament onsdag aften tog hul på en afstemning om i alt otte forslag.
Der er tale om otte forslag om alternativer til Mays brexitaftale.
Alle otte forslag blev dog stemt ned.
Blandt dem var et forslag om at forlade EU uden aftale og et forslag om at aflyse brexit, dagen før det sker, hvis der ikke er indgået en aftale med EU.
Der blev også stemt om en række alternative bud på aftaler med EU.
Onsdagens afstemning var usædvanlig, idet den blev gennemført uden om den britiske regering.
Det forslag, der var tættest på at få flertal, var forslag J. Det var et forslag om, at briterne skal lave en aftale med EU om en toldunion.
264 stemte for, mens 272 stemte imod det forslag.