Teltlejr for hjemløse pilles ned
De hjemløse overflyttes nu til boligblokke i Nuuk-bymidten, efter at de har opholdt sig i den midlertidige teltlejr på Qeqertat bag Nuuk Imeq
I dag, onsdag, er det store flyttedag for de omkring 80 hjemløse, der har opholdt sig i teltlejren bag Nuuk Imeq.
De hjemløse skal fremover bo i blok C og D i Nuuk's bymidte. Det bekræfter borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) over for Sermitsiaq.AG.
Hun oplyser ligeledes, at alle hjemløse, der har været i teltlejren siden begyndelsen af coronakrisen, får sikret sig tag over hovedet.
Tidligere i år har kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq besluttet at købe en række beboelsescontainere, samt midlertidigt at tage de to forladte boligblokke i bymidten i brug som hjemløseboliger, indtil et hjemløsecenter vil stå klart til brug.
Sermitsiaq.AG fik ikke lov til at tale med de hjemløse onsdag af herberget Kialaarfik, 'da det blot ville skabe unødig kaos', lød begrundelsen for afvisningen. Det er således uvist, hvordan de hjemløse stiller sig til de nye boliger.