Tele-Post: Private hjem øger dataforbrug
Tele-Post oplever i disse dage et højere dataforbrug i private hjem. Samtidig daler - ikke overraskende - internetforbruget i Nuuks erhvervsliv.
Internetforbruget i de private hjem i hovedstaden er siden onsdag sidste uge steget med hele ti procent.
Men det er ikke kun tjek af mails, videomøder, og hjemmeundervisningen via internet, der er årsag til, at internetforbruget i det private hjem vokser disse dage.
Den primære årsag til stigningen i det private hjem er, at der er flere der streamer i Nuuk.
Tele-Post forsikrer samtidig, at kapaciteten kan bære højere dataforbrug.
- Vi overvåger løbende kapaciteten på vores forbindelser, og indtil videre ser vi gennem coronakrisen ingen udfordringer i forhold til kapacitet Vi gør alt, vi kan, for at sikre de forbindelser, der gør det muligt for os alle at holde kontakt og holde sammen i en tid, hvor vi ikke kan være sammen, oplyser Jonas Hasselriis, Teknik og IT-direktør i Tele-Post.
Samtidig kan Tele-Post se, at forbruget i erhvervsforbindelserne er dalet siden onsdag, hvor Naalakkersuisut lukkede Nuuk, mens privatforbindelserne stiger støt.
- I coronakrisen er det også vigtigt, at vi sikrer landets mest kritiske infrastruktur, der muliggør, at læger og sygeplejersker kan konsultere i hele landet, og medarbejdere kan arbejde hjemmefra og begrænse smitten, siger Jonas Hasselriis.