Tandbøjlebehandlinger genetableret

Naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim, arbejder for at genetablere tandbøjlebehandlinger for børn og unge i Nuuk.

Offentliggjort

Sagen om skæve tænder blev den første politiske hovedpine for den nye naalakkersuisoq for sundhed, Anna Wangenheim. Oppositionen var mildest talt ikke tilfreds med beslutningen om at stoppe tilbud om tandregulering for børn og unge i hele Grønland.

Men i stedet for at forsvare sin forgængers beslutning laver den nye naalakkersuisoq en kovending og vil nu arbejde for at genetablere tandbøjlebehandlinger for børn i Nuuk.

- Det er fagligt og ressourcemæssigt muligt at bibeholde et tandreguleringstilbud i Nuuk. At vi ikke her og nu har en landsdækkende løsning for bøjlebehandling skal ikke forhindre, at vi genetablerer ordningen i Nuuk, lyder det i en pressemeddelelse.

Utilfreds opposition

Tandbøjlesagen har rullet igennem siden sidste år, hvor sundhedsledelsen meddelte, at behandlinger med bøjler er stoppet på grund af mangel på penge og personale.

En samlet løsning på tandbøjletilbud for børn i landet vil koste omkring 15-20 millioner kroner årligt.

- Jeg er helt enig i, at det er ønskværdigt, at alle børn i Grønland får mulighed for tandretning, hvis de har dét behov. Men nu starter vi med børn og unge i Nuuk. Så tager vi udfordringen med at finde en landsdækkende løsning op senere, forklarer Anna Wangenheim.

Hun har gennem et møde med cheftandlægen blevet oplyst, at 41 børn og unge er aktuelt i behandling og yderligere 25 i venteliste i den kommunale tandpleje.

Kriterier kigges på

Naalakkersuisoq for sundhed oplyser endvidere, at det er nødvendigt at ”se på den formelle visitationskriterier”, da den tidligere ordning gav en lang venteliste, hvilket betød, at mange børn ikke fik behandling til tiden.

Børn med størst behov kan blive tilgodeset, hvis der findes kriterier for visitering.

- De forebyggende tandreguleringstiltag som er blevet iværksat, viser gode takter og skal bibeholdes. Det er vigtigt at vi sætter ind tidligt i barnets liv, så vi forebygger skader, der kan forringe livskvaliteten, lyder det.

Anna Wangenheim har hele tiden været imod nedlukningen af tandbøjlebehandlinger, og har også tidligere offentligt vendt sig mod beslutningen. I et paragraf 37 spørgsmål rettet til daværende naalakkersuisoq for sundhed, Martha Abelsen, har hun stillet et spørgsmål om, hvorvidt tilbuddet giver en merudgift, når der altid har været et tilbud om bøjler.

Hun oplyser nu, at næste skridt bliver at finde midler til et landsdækkende tilbud og tror på, at hun vil kunne finde pengene og politisk opbakning til dette.

Powered by Labrador CMS