Inatsisartut støtter forsvarsaftalen, men partierne har forskellige krav
De fem partier støtter på forskellig vis et tættere forsvarssamarbejde med USA, men debatten i Inatsisartut viser uenighed om aftalens økonomiske gevinster, den demokratiske inddragelse og Grønlands fremtidige indflydelse. Naleraq er stærkt kritisk, mens flere partier kræver bedre kontrol og opfølgning.
Embedsmænd og andre centrale personer bag forhandlingerne står samlet foran bordet, inden forsvarsaftalen mellem USA, Danmark og Grønland underskrives den 22. september. En tester, om tuscherne virker, mens en anden fotograferer øjeblikket. Det er aftalen, som Inatsisartut førstebehandlede den 12. oktober.Foto: Oscar Scott Carl
Ane-Marie PetersenAne-MariePetersenJOuRNALIST
Hanna HviidHannaHviidJournalist
Offentliggjort
Annonce
Annonce
Annonce
Inatsisartut førstebehandlede forsvarsaftalen mellem Grønland, Danmark og USA mandag den 12. oktober. Debatten handlede blandt andet om Grønlands sikkerhed, økonomiske interesser og indflydelse på aftalens gennemførelse.
Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede (IA), fremhæver aftalen som resultatet af en vigtig diplomatisk indsats i en alvorlig sikkerhedspolitisk situation.
– Naalakkersuisut har ikke ladet som om, at vi er blevet truet. Vores land har været under trussel. Det er realiteten, siger han.
Han forklarer, at forhandlingerne skulle gennemføres hurtigt for at skabe større tryghed og genetablere samarbejdet med USA.
Annonce
– Vi har ikke haft alverdens tid til at udarbejde denne aftale, siger han.
Aftalen åbner blandt andet mulighed for amerikanske forsvarsområder i Narsarsuaq og Mestersvig og indeholder en anerkendelse af Kongerigets suverænitet og det grønlandske folks ret til selvbestemmelse.
Naleraq: Man har sagt ja til rammen, før befolkningen kender indholdet
Naleraqs formand, Pele Broberg, kritiserer aftalen for at give USA omfattende rettigheder uden at sikre Grønland en fast økonomisk betaling.
– USA får omfattende rettigheder i vores land. Det grønlandske folk får ingen sikret fast betaling for de rettigheder, siger han.
Han kritiserer også, at Inatsisartut ikke blev inddraget under forhandlingerne.
– Vores viden, vores erfaringer og vores kritik kunne have været brugt, mens resultatet stadig kunne påvirkes. Nu er forhandlingerne afsluttet. Nu vurderer vi resultatet, siger Broberg.
Han mener, at Grønlands internationale betydning skal kunne mærkes gennem bedre uddannelse, arbejde, infrastruktur og økonomisk tryghed.
– Man har sagt ja til rammen, før befolkningen kender indholdet, siger han.
Inuit Ataqatigiit: Krav om kontrol og årlig orientering
Inuit Ataqatigiit støtter aftalen, men kræver klare planer for, hvordan den skal gennemføres, og hvordan lokalsamfundene bliver beskyttet.
Partiets ordfører, Mimi Karlsen, fremhæver den frygt, der opstod efter de amerikanske udtalelser om Grønland.
– Angsten steg i takt med udtalelser om, at han må eje vores land på grund af forsvar og sikkerhed, siger hun.
Hun efterlyser svar på, hvem der skal føre kontrol med militære aktiviteter, og hvem der har ansvaret ved ulykker og oprydning.
– Hvem skal stå for kontrollen? Hvem vil stå med ansvaret, når der sker ulykker, og hvordan vil man sikre oprydning? spørger hun.
IA kræver, at Naalakkersuisut mindst én gang om året orienterer Inatsisartut om aftalens gennemførelse.
Siumut: Arbejdet med at omsætte aftalen til konkrete resultater er først ved at begynde
Siumut støtter grundlæggende aftalen, men mener, at forsvarsaftalen fra 1951 burde have været genforhandlet i sin helhed.
Erik Jensen kritiserer den lukkede proces:
– Naalakkersuisuts helt lukkede håndtering af forhandlingerne over for befolkningen, partierne og de folkevalgte har skabt utryghed, siger han.
Partiet efterlyser blandt andet betaling til landskassen for amerikanernes brug af arealer, oprydning ved tidligere militæranlæg og en opfølgningsgruppe, der skal sikre, at aftalen overholdes.
– Siumut betragter den nye aftale som et særdeles vigtigt skridt. Arbejdet med at omsætte den til konkrete resultater er imidlertid først ved at begynde, siger Jensen.
– Naalakkersuisuts helt lukkede håndtering af forhandlingerne over for befolkningen, partierne og de folkevalgte har skabt utryghed, siger Erik Jensen (S).Arkivfoto: Oscar Scott Carl
Demokraatit: Grønland er ikke kun en stor plet på landkortet
Vivian Motzfeldt fra Demokraatit fremhæver aftalen som en styrkelse af Grønlands position og indflydelse.
– Vi har sikret, at vi er de retmæssige ejere af vores land, siger hun.
Hun understreger, at Grønland skal anerkendes som et folk med egne rettigheder.
– Grønland er ikke kun en stor plet på landkortet, Grønland er ikke kun indlandsisen, siger hun.
Under debatten ønskede Demokraatit, at aftalen skulle gå videre til andenbehandling i sin foreliggende form. Efter spørgsmål fra salen præciserede Motzfeldt dog, at partiet er åbent for, at aftalen sendes til udvalgsbehandling, hvis der er flertal for det.
Atassut: Vi er nødt til at vælge NATO
Atassuts formand, Aqqalu C. Jerimiassen, støtter aftalen og fremhæver mulighederne for blandt andet grønlandske virksomheder og en mere aktiv rolle for lufthavnen i Narsarsuaq.
Han understreger dog, at Grønland må forholde sig realistisk til USA's rolle.
– USA er vores ven. Men det betyder ikke, at vi forventer, at vores ven altid vil være venlig, siger han.
Hans konklusion er klar:
– Vi er nødt til at vælge NATO, og det er svært at komme uden om USA, siger Aqqalu C. Jerimiassen.
Forsvarsaftalen skal alligevel behandles i udvalget før andenbehandling
Forsvarsaftalen mellem Grønland, Danmark og USA skal alligevel behandles i Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk udvalg inden andenbehandlingen. Det oplyser formanden for Inatsisartut, Kim Kielsen (løsgænger), dagen efter debatten i Inatsisartut den 12. oktober 2026.
Under debatten var der delte mening om, hvorvidt aftalen skulle sendes til udvalgsbehandling. Demokraatit ønskede oprindeligt, at forslaget gik videre til andenbehandling i den foreliggende form, men partiet erklærede sig åbent for udvalgsbehandling, hvis der var flertal for det.