Sygehus i Sisimiut lukker for lægetider
Der er mangel på læger i Sisimiut, men mulighed for akut lægetid holdes åbent frem til næste fredag.
Der er ikke flere ledige, almindelige lægekonsultationer i regionssygehuset i Sisimiut indtil den 2. januar 2024.
Det oplyser regionssygehuset på sin facebookside mandag den 11. december.
- Dette skyldes, at der desværre kun er få læger på sygehuset indtil det nye år, skriver regionssygehuset henvendt til borgerne.
Regionssygehuset oplyser, at borgere har mulighed for at henvende sig til sygehuset ved akutopstået sygdomme. Muligheden for en akuttid hos en læge holdes åbent frem til fredag den 22. december.
Skrøbelige tider
Det er ikke kun borgere i regionen Qeqqa, der oplever manglende lægetider. Også borgere i Nuuk har måttet ringe forgæves ind til sundhedscenteret i Nuuk i slutningen af november.
Her var begrundelsen for manglende lægetider sygdom blandt lægerne i hovedstaden.
Regionssygehuset Qeqqa har tidligere oplyst til borgerne, at regionssygehuset vil holde åbent for patienter med akut opstået sygdomme mellem jul og nytår.