Sydgrønlandsk skole lukkes på grund af væggelus

Selvom intet tyder på et større udbrud på skolen, har ledelsen af Nanortallip Atuarfia valgt at lukke skolen indtil det nye år. 

Nanortalik skole lukker inden juleferien på grund af tilfælde med væggelus.
Offentliggjort

Nanortallip Atuarfia, folkeskolen i Nanortalik, lukker indtil juleferien.

Det viser et brev til forældrene på skolen, som Nanortallip Atuarfia har lagt op på deres Facebook side.

Skolen lukker, da der er problemer med væggelus. Dog gør skolen det klart, at intet tyder på, at der er et større udbrud på skolen. Skolen havde tidligere på året problemer med skimmelsvamp, og KNR kunne fortælle, at den blev lukket i januar. Den genåbnede efter sommerferien.

I den aktuelle situation har fagfolk overfor skolens ledelse forklaret, at offentlige steder har lav risiko for et egentligt væggelusangreb, da ingen overnatter i bygningerne. Væggelus bider, når man sover.

Dog er der på offentlige steder høj risiko for, at væggelus spreder sig mellem personer, hvis folk bringer dem med udefra. Væggelus sætter sig på tøj og tasker og overføres, når folk rør ved hinanden.

- Det vigtigste for os er, at vi kan spore dem og bekæmpe mindre tilfælde, da et større angreb er usandsynligt på en skole, skriver Nanortallip Atuarfia.

Forberede sig til åbningen

Derfor tager de nu det drastiske skridt og lukker skolen inden juleferien, som skulle starte inden længe.

- I sidste ende har vi taget beslutningen, fordi vi også har ansvar for, at børnene og medarbejderne føler sig trygge, samt at væggelus spreder sig mindst muligt.

Under lukningen vil de forberede klare retningslinjer for, hvad elever og lærer skal gøre med overtøj, tasker og så videre. De vil også forberede hjemmeopgaver, hvis det bliver nødvendigt i en periode. Og indkøbe værnemidler som fælder og damprenser, som kan hjælpe dem med at opdage og bekæmpe væggelus.

- Vi vil gerne påminde om, at væggelus ikke er sundhedsskadelige, skriver skolen.

De forventer, at skolen er åben igen 5. januar efter elevernes juleferie. Klubben vil være åben om morgenen.

Powered by Labrador CMS