Sultne børn må ikke true dansk image
Statsministeren vil undgå, at Danmark hænges ud, fordi mange grønlandske børn sulter. Men han vil ikke øremærke statspenge eller gribe ind i hjemmestyret.

Regeringen frygter forholdene for grønlandske børn, både af hensyn til børnene og af hensyn til Danmarks omdømme. Det fortalte statsminister Anders Fogh Rasmussen i dag i Folketingets spørgetid.
Samtidig afviser han et forslag fra regeringspartneren De Konservative om at øremærke en del af det danske statstilskud til børnene i stedet for til Grønland.
I sidste uge meddelte FN's børneorganisation, Unicef, at Grønland nu står på listen over lande, der overtræder konventionen om børns rettigheder. Omkring hvert sjette barn i Grønland får ikke mad nok, skriver flere medier.
- Vi må bestemt ikke komme i den situation, at Danmark bliver hængt ud for ikke at behandle børn ordentligt på grund af, at der måtte være problemer i Grønland, siger Anders Fogh Rasmussen.
Han understreger, at sociale forhold er et område, som er overdraget til det grønlandske hjemmestyre, men vil stille med faglig bistand, hvis Grønland ønsker det.