Styrelseschef: Børnerejseholdets behandlinger fortsætter
Coronarestriktioner skal ikke stoppe socialstyrelsens arbejde for at hjælp børn med følger af seksuelle overgreb. Det fortæller styrelseschef Helene Berthelsen.
Socialstyrelsen erkender, at der har været udfordringer med at sikre rejseholdenes fortsatte arbejde i Tasiilaq under COVID-19 restriktioner.
Alle indrejsende fra Danmark skal i minimum fem dages karantæne enten i Nuuk eller Kangerlussuaq, og re-testes fem dage efter ankomst, før de kan rejse videre til Østgrønland. Det er medvirkende til, at behandlere fra Danmark har været forhindret i at komme til Tasiilaq for at behandle børn, der er blevet seksuelt krænket.
- Men corona skal ikke stoppe os fra at hjælpe børn med senfølger fra seksuelle overgreb, fortæller Helene Berthelsen, styrelseschef i socialstyrelsen.
Teknologien kom til
I en pressemeddelelse sendt til Sermitsiaq.AG oplyser socialstyrelsen, at behandlingen så vidt muligt opretholdes, trods rejseforbud.
- Rejseforbuddet mellem Grønland og Danmark, og især det interne rejseforbud i Grønland, udfordrede børnerejseholdets arbejde. Det betyder dog ikke, at behandlingerne standsede. Under rejseforbuddet har Skype-behandling og telefonisk rådgivning til børn og sagsbehandlere, der skal støtte op om børnene, erstattet de fysiske møder, lyder det i en pressemeddelelse.
Fagchef i Tasiilaq Lene Warwick bekræfter, at der har været behandlinger over Skype og telefonisk rådgivning i en vis omfang. Hun er dog ikke vidende om, hvor stort et omfang, der har været.
- Men der er børn, der stadigvæk venter på at få behandling af rejseholdet. Og det er så vigtigt, at behandlere kommer og møder børn ansigt til ansigt, når de skal behandles for senfølger af seksuelle krænkelser, siger Lene Warwick.
Herboende arbejdskraft søges
Helene Berthelsen oplyser, at socialstyrelsen arbejder for at lave aftale med herboende behandlere, der kan indgå i rejseholdet.
- Vi kan ikke forvente, at COVID-pandemien stopper foreløbig. Derfor arbejder vi intenst på at finde vedvarende løsninger, så vi fremover ikke skal være afhængige af udefrakommende behandlere, selvom disse også er dygtige til deres arbejde, siger styrelseschef i socialstyrelsen, Helene Berthelsen til Sermitsiaq.AG.
Fagchef i Tasiilaq, Lene Warwick, har overfor Sermitsiaq.AG fortalt, at flere børn venter på at blive behandlet for senfølger fra seksuelle overgreb. Manglende behandlingsforløb de seneste måneder har resulteret i afmagt og frustrationer fra børnenes side.
For at imødegå nuværende og fremtidige udfordringer med restriktioner, og for at sikre bedst mulig mobilitet internt i hele Grønland, har Socialstyrelsen undersøgt de mange kompetencer der allerede findes her i landet, i form af uddannede Psykologer og terapeuter.
Der er allerede planlagte rejser for børnerejseholet for i år, og styrelsen afventer svar fra behandlere om, hvornår disse kan forvente at ankomme til Tasiilaq.
- Vi har ressourcer, der kan varetage behandling i børnerejseholdet. Derfor kan vi fremover opretholde behandlingsforløb trods restriktioner. Coronavirus stopper os ikke, vi skal finde løsninger, siger Helene Berthelsen.
Fagchef Lene Warwick glæder sig over socialstyrelsens planer om et rejsehold med arbejdskraft fra indlandet.