DØGNRAPPORT
Strømafbrydelse, færdselsuheld og spritkørsel
Politiet er tilbage i normal drift efter nattens omfattende strømafbrydelse i Nuuk, fortæller vagtchef.
Foto: Oscar Scott Carl
Sermitsiaq har søndag morgen kontaktet Grønlands Politi for at høre til nattens strømafbrydelse i Nuuk.
Vagtchef Aputsiaq Hansen fortæller, at politiet ikke umiddelbart har oplevet ekstraordinære udfordringer i forbindelse med strømafbrydelsen:
- Det har kørt normalt bortset fra, at borgerne skulle kontakte os på et andet nummer eller møde personligt op på stationen, fortæller vagtchefen.
- Vi er sådan set på normal drift igen, siger han også.
Strømafbrydelse mørklagde Nuuk
Strømafbrydelsen ramte Nuuk omkring kl. 22.30 lørdag aften. Nukissiorfiit har oplyst, at afbrydelsen skete på grund af kraftig vind i Buksefjorden, hvilket medførte en fejl på selskabets transmissionslinje.
Lidt over kl. 01 oplyste Nukissiorfiit, at man var begyndt at genetablere forsyningen til byen fra nødelværket, og at det ville ske gradvist.
Kl. 04.35 meddelte selskabet at hele byen var forsynet med el, vand og varme igen.
Formodet spritbilist i færdselsuheld
Vagtchefen fortæller om døgnets øvrige hændelser, at der desværre har været en del selvmordstrusler.
Han henviser til, at telefonrådgivningen Tusaannga kan være relevant, hvis man har brug for nogen at tale med. Telefonrådgivningen er anonym, har nummer 801180 og er døgnåben.
Lørdag aften kl. 18.48 fik politiet desuden melding om et trafikuheld i Ilulissat, hvor en bilist havde påkørt et andet køretøj, og man mistænkte at føreren var beruset.
Politiet rykkede ud og anholdt føreren, som blev anholdt og taget med for at få udtaget en blodprøve. Det skete ikke personskade ved uheldet.
Også en formodet spritbilist i Nuuk
I Nuuk anholdt politiet også en bilist for spirituskørsel, og vagtchefen kommer i den forbindelse med en kraftig opfordring til at lade bilen stå, hvis man har indtaget alkohol:
- Kører man bil i beruset tilstand, kan det gå grueligt galt. Både for føreren, hans familie og trafikanter, og derfor skal man lade bilen stå, lyder det fra Aputsiaq Hansen.