jul
Største uddeling af julehjælp nogensinde
I Nuuk uddeler Røde Kors et rekordstort beløb i julehjælp
Traditionen tro uddeler Røde Kors Nuuk julegavekort til trængte børnefamilier i byen, og i år uddeles 561.500 kroner, hvilket er det største beløb, der til dato er givet i julehjælp.
I år har 226 familier og enlige med børn ansøgt om julehjælp. Af dem har 200 ansøgere med i alt 435 børn fået hjælpen bevilget.
Røde Kors har i samarbejde med kommunens velfærdsforvaltning afgjort, hvem der kan modtage julehjælp.
LÆS: Julehjælp uddelt til ressourcesvage familier
Særligt hævekort
Hjælpen består af 1.000 kroner per barn og 250 kroner per voksen.
- Det er en stor glæde for de frivillige i Genbrugsbutikken i Nuuk at se at de mange timers frivillige arbejde kommer børnefamilier til gode i juletiden, siger sekretariatschef hos Kalaallit Røde Korsiat, Kirsten Mortensen.
Hjælpen udbetales i form af et særligt hævekort, der kan anvendes i de fleste af Nuuks butikker. Kortet kan ikke bruges til at købe tobak og spiritus.
LÆS: 200 husstande har ansøgt om julehjælp i Nuuk
Det største beløb, der gives til en enkelt modtager, er 7.250 kroner, og laveste beløb er 1.250 kroner.
Når der kan uddeles så mange penge i år, skyldes det bl.a. at der udover genbrugsbutikkens andel, er kommet støtte fra fonde og firmaer i Nuuk, samt at tombolaen under julemessen i Inussivik alene indbragte kr. 10.000
LÆS: Mange børnefamilier har søgt om julehjælp
NunaFonden støtter på kysten
Kalaallit Røde Korsiats afdelinger i Ilulissat, Maniitsoq, Sisimiut og Qaqortoq giver også julekurve til børnefamilier i samarbejde med kommunernes socialforvaltninger.
I år har afdelingerne fået ekstra hjælp fra NunaFonden, der har doneret 15.000 kroner til hver afdeling i støtte til julehjælpen, så man kan hjælpe flere familier end man plejer.