Tobaksforbruget er igen inde i en uheldig udvikling efter nogle år, hvor forbruget faldt. Fra 2023 til 2025 er mængden af cigaretter og rulletobak således steget med 9 procent, viser nye tal fra Grønlands Statistik.
Der blev i løbet af 2025 indført godt 89 tons tobaksvarer til Grønland.Arkivfoto: Leiff Josefsen
Borgernes forbrug af tobak og
alkohol skæpper godt i Landskassen, der samlet set fik over 383 millioner
kroner i afgifter i løbet af 2025. Det viser to friske statistikker fra Grønlands Statistik.
Annonce
Ser vi på tobaksvarer blev der i
løbet af 2025 indført godt 89 tons tobaksvarer til Grønland. To år tidligere
var mængden 81,8 tons.
De mange tons svarer til, at
alle over 14 år dagligt kunne ryge 5,4 smøger hele året rundt i 2025.
Væsentlig indtægtskilde
Grønlands Statistik har lavet
yderligere beregninger, der illustrerer udbredelsen af de stærkt sundhedsskadelige
og kræftfremkaldende cigaretter. Hvis man forudsætter et dagligt forbrug på 20
rygninger, svarer det til, at 27 procent af befolkningen er afhængig af tobak.
Selv om tobak er hårdt
afgiftsbelagt har det øjensynligt ikke begrænset forbruget væsentligt. Afgiften
på tobak er en væsentlig indtægtskilde for Landskassen, der på denne konto fik 175,6 millioner kroner – en stigning på knap fire procent i forhold
til året før.
Af tabellen herunder kan man se,
at indførslen af snus/skrå m.m. næsten er fordoblet.
Kilde: Grønlands Statistik
Det er ikke alene tobaksforbruget, der er steget. Det samme gælder alkoholforbruget.
I 2025 blev der indført og produceret 374.000
liter ren alkohol i drikkevarer. En stigning på 11.000 liter, hvilket svarer
til 2,9 procent.
Udviklingen kan umiddelbart virke
alarmerende, men ser man på alkoholforbruget over de seneste 30 år, så er det
faldet med 27,7 procent.
Kilde: Grønlands Statistik
Bag tallene for typer af drikkevarer, der
indeholder alkohol, er der nogle væsentlige udsving. Således steg forbruget af
øl og spiritus, mens vin faldt fra 508.600 liter til 433.700 liter. Spiritus-produkter
steg med knap 10.000 liter, mens øl-forbruget steg med 440.000 liter.
Afgift på alkohol sikrede Landskassen en
afgiftsindtægt på godt 208 millioner kroner i 2025, fremgår det af tallene.