Status: Underretninger om børn i syd mere end fordoblet
I Kommune Kujalleq registrerede man mere end dobbelt så mange underretninger af børn i 2021 som året før, viser rapport. Årsagen er uklar.
Antallet af underretninger om bekymringer for børns trivsel stiger i flere kommuner, viser den seneste statusrapport på det grønlandsk-dansk samarbejde på socialområdet.
Som led i samarbejdet er det blevet bestemt, at udviklingen af børns trivsel her i landet og resultaterne af samarbejdet skal følges ved at indsamle konkrete tal for området - herunder antallet af underretninger.
Selve indsamlingen af data volder stadig problemer, og er visse steder mangelfuld, så det er svært at se, hvad vej udviklingen går. Det gælder eksempelvis for Avannaata Kommunia, hvor der kun er tal for underretninger foretaget på børn i Ilulissat og ikke i hele kommunen.
Underretning på 25 procent af børn og unge i Kujalleq
For andre kommuner er der mere komplette tal - for eksempel i Kommune Kujalleq.
I 2021 har der ifølge rapporten været 827 underretninger på børn og unge i alderen 0-17 år i kommunen. Det er en stigning på 107 procent i forhold til 2020, står der i rapporten.
Dermed er der blevet underrettet om 25 procent af alle børn og unge i kommunen i alderen 0-17 år i løbet af 2021. Det er dog uklart, hvad stigningen skyldes. I rapporten fremhæves det, at stigningen i antallet af underretninger kan skyldes bedret registreringspraksis, en reel stigning i antallet af underretninger eller en kombination af disse.
I de fire øvrige kommuner ser tallene således ud:
- I Kommuneqarfik Sermersooq er antallet af underretninger steget med 22 procent sidste år. Dermed er antallet af underretninger tilbage på samme niveau som i 2019. Her konkluderes det, at der er en underretning på minimum 15 procent af børnene i kommunen.
- I Qeqqata Kommunia har man i lighed med 2020 og 2019 modtaget omkring 900 underretninger i 2021, hvilket betyder, at der er underrettet om 22 procent af børn og unge i kommunen.
- I Kommune Qeqertalik har man registreret 224 underretninger på børn og unge. Det er første gang kommunen levere tal til rapporten for et helt år, og det betyder, at der er underretninger på 10 procent af børnene i kommunen.
- I Avannaata Kommunia har det endnu engang kun været muligt at få tal for underretninger i Ilulissat. Her har der været 427 underretninger på børn og unge i alderen 0-17 år, hvilket er en stigning på 36 procent i forhold til 2020. Kommunen oplyser i rapporten, at stigningen skyldes, at der kom mange underretninger på en mindre gruppe børn, samt at kommunen har haft fokus på at oplyse personale om deres underretningspligt.
En akilleshæl i det sociale arbejde her i landet har været, at mange sager ikke behandles i kommunerne. I det danske-grønlandske samarbejde er der fokus på at få nedbragt antallet af såkaldt ubehandlede sager, men her er den overordnede konklusion, at det endnu ikke er muligt "at opgøre antallet af ubehandlede sager eller varigheden af sagsbehandlingen i denne afrapportering."
Håbet er, at et nyt sagsbehandlingssystem i kommunerne på sigt vil kunne give mere viden og data på området.
Fald i antallet af anmeldelser om seksuelle overgreb på børn
Rapporten har tager også fat i udvalgte statistikker hos politiet, der kan give pejling om børns trivsel.
Her er gode nyhed, at antallet af anmeldte seksuelle overgreb mod børn er faldet fra 2020 til 2021. Det kan ses i nedenstående skema.
Desværre har antallet af anmeldelser om vold mod børn og husspektakler med børn bevæget sig i modsat retning.