Stående udvalg på plads

Efter en times debat frem og tilbage lykkedes det Landstinget lørdag at nå til enighed om posterne i de stående udvalg.

Siumut krævede en undersøgelse af grundlaget for at give Atassut pladser i Landstingets udvalg. Foto: Jørgen Chemnitz
Offentliggjort

Flere af Siumuts landstingsmedlemmer var lørdag formiddag på talerstolen og brugte deres ret til taletid til at kræve det undersøgt, om det er lovligt at partier kan afgive deres pladser i landstingsudvalg til et oppositionsparti.

Spørgsmålet er for første gang blevet aktuelt, fordi koalitionen (IA, Demokraterne og Kattusseqatigiit) har indgået et valgteknisk samarbejde. Med 19 mandater kan koalitionen sætte sig på fire poster ud af fem i udvalgene efter den såkaldte d'Hondts metode.

Det levner dermed kun en enkelt plads til oppositionen. Der er dog vigtige undtagelser, fordi koalitionen eksempelvis har tilbudt Atassut en plads i revisionsudvalget (Udvalget for Revision af Landskassens regnskaber). Det har partiet taget imod, og lørdag konstituerede udvalget sig med atassutteren Knud Kristiansen som formand.

Imidlertid er det ikke beskrevet sort på hvidt i Landstingets forretningsorden, at ét valgteknisk forbund kan overlade en plads til et parti i opposition.

Hvilket Siumut utrætteligt var oppe og gøre gældende lørdag formiddag.

– Vi finder sagen meget vigtigt og kræver en uvildig undersøgelse af spørgsmålet af Hjemmestyrets centrale lovgivningskontor, lød det fra Siumuts gruppeformand Doris Jakobsen.

Hun blev støttet af sine partifæller Aleqa Hammond, Hans Enoksen, Kim Kielsen, Per Berthelsen og Karl Lyberth. Sågar den nyindkaldte suppleant Jens Immanuelsen (der afløser Malik Berthelsen frem til 19. juni) var oppe og markere Siumuts synspunkt i sagen.

Landstingets formandsskab endte dog med at fastholde beslutningen om, at koalitionen har handlet i overensstemmelse med forretningsordenen. Dog gik formandsskabet med til at ville undersøge praksis i andre nordiske og vestnordiske landes parlamenter. Hvilket Siumut stillede sig tilfreds med.

– Vi er glade for afgørelsen, sagde Aleqa Hammond til sidst fra talerstolen.

Powered by Labrador CMS