SQAPK etablerer fond til medlemmer
Sammenslutning for indenskærs fiskere og fangere, SQAPK, etablerer en fond til sine medlemmer. Medlemmer kan søge om midler til blandt andet reparation af motorer og erstatning af tabt eller ødelagt udstyr.
SQAPK, sammenslutningen for indenskærs fiskere og fangere, har netop etableret en fond til deres medlemmer. Fonden vil stå urørt i et år, før erhvervsdrivende fiskere og fangere kan søge om støtte og tilskud, oplyser SQAPK.
I en pressemeddelelse oplyser formanden for sammenslutningen, at man skal fokusere på at hjælpe hinanden og løfte i flok.
- Vigtigst er det dog, at vi arbejder for at støtte medlemmer socialt og økonomisk, så vi kan sikre fremtiden for fisker- og fangererhvervet, lyder det fra formand, Erik Lange.
- Vi har siden etablering af SQAPK arbejdet for at hjælpe medlemmer økonomisk, når de ikke kan hjælpes af det offentlige. Efter længere tids arbejde kan vi nu præsentere vores egen fond, der skal hjælpe fiskere og fangere, der kommer i økonomisk nød, siger Erik Lange.
Ansøgningskriterier
Fonden kan hjælpe medlemmer der:
- Har mistet udstyr
- Tilskud til reparation af motor
- Tilskud ved reparation af fartøj
- Tilskud ved opstart af erhverv
- Tilskud i tilfælde af sygdom (visse kritiske sygdomme)
- Tilskud i forbindelse med rejse med et sygt familiemedlem (visse kritiske sygdomme)
- Økonomisk hjælp til omkostninger af begravelse og lign. for medlemmer
Medlemmer kan dog ikke regne med at få støtte til festlige arrangementer og ved misligholdelse af udstyr.
Begrænsninger på ansøgningen:
- Midlerne vil ikke blive givet som kontanter
- Alle familiære festligheder støttes ikke
- Selvforårsaget ødelæggelse støttes ikke
- Fiskere og fangere, der ikke er medlemmer støttes ikke
- Der gives ikke tilskud til reparation af misligholdte udstyr
- Der gives ikke tilskud til fragt af fangst
Medlemsjagt
SQAPK forklarer i en pressemeddelelse, at medlemmers kontingent skal finansiere fonden. Sammenslutningen tager også imod private donationer.
SQAPK favner over især nordgrønlandske fiskere og fangere, der tæller 135 medlemmer. De fleste medlemmer befinder sig i Ilulissat og bygderne, men også Uummannaq og bygder har medlemmer.
- Vi skal på orienteringsrejse til Upernavik denne sommer. Formålet er at vide, hvordan deres livsvilkår er. Der forventer vi at kunne hverve medlemmer nordfra, siger Erik Lange til Sermitsiaq.AG.