Sprængning indleder byggeri af nyt forbrændingsanlæg

Klokken 14.00 i morgen fredag vil der lyde et ordentligt brag i Sisimiut, hvilket markerer indledningen til anlæggelsen af et helt nyt og topmoderne affaldsforbrændingsanlæg.

Malik Berthelsen, borgmester i Qeqqata Kommune, skal stå for sprængningen, der indleder byggeriet af det nye fælleskommunale forbrændingsanlæg.
Offentliggjort

Borgmester Malik Berthelsen får fornøjelsen af at sætte fut i dynamitten, når det fælles kommunaltejede affaldsselskab Esani A/S' første byggeri går i gang i Sisimiut.

Esani forventer, at selve byggeriet kan påbegyndes i løbet af september, og at der allerede ved udgangen af oktober vil stå et affaldshotel klar, så kommunerne får mulighed for løbende at komme af med det pakkede affald.

Står klar om to år

Direktør i Esani A/S Frank Rasmussen oplyser til Sermitsiaq.AG, at det forventes, at kommunernes pakkede affald løbende lagres og opbevares i affaldshotellet indtil september 2022, hvor et nyt og moderne forbrændingsanlæg forventes ibrugtaget i Sisimiut.

Esani A/S har også planer om at bygge et forbrændingsanlæg i Nuuk, hvilket har skabt en del debat - ikke mindst placeringen på Fyrø som nabo til Royal Arctic Lines nye containerterminal.

Sagen er i øjeblikket til politisk behandling. Således får økonomiudvalget i Kommuneqarfik Sermersooq sagen til behandling den 21. august, hvorefter det ventes, at sagen vil lande på kommunalbestyrelsens bord, som skal træffe den endelige beslutning om placering af forbrændingsanlægget.

Powered by Labrador CMS